Chris Anker kåret som mest angrebsivrige

Foto: Lionel Bonaventure /Scanpix

Chris Anker Sørensen er den mest angrebsivrige rytter i hele Tour de France. Det fortæller TV2-kommentatoren Jørgen Leth efter at have talt med Tourens rutechef Jean-Francois Pescheux.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det betyder, at Chris Anker Sørensen efter søndagens afsluttende etape til Paris kan lade sig hylde på podiet som den første dansker, siden Bjarne Riis vandt Touren i 1996, hvor Riis dog efterfølgende har indrømmet, han var dopet.

Chris Anker Sørensen har forsøgt sig med angreb på nogle af de største etaper i årets Tour, og Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytteren var længe med i kampen om at vinde den prikkede bjergtrøje.

- Ja, det bliver nummer 178, Chris Anker Sørensen, bekræftede Jean-Francois Pescheux over for Jørgen Leth til TV2.

Jørgen Leth spurgte rutechefen, om Chris Anker Sørensens skadede fingre spillede en rolle i kåringen.

- Nej, han har bare hele tiden været så angrebsivrig og modig under hele Touren, lød svaret fra Jean-Francois Pescheux til Jørgen Leth.

Chris Anker Sørensen vandt prisen foran sin egen holdkammerat Michael Mørkøv og måske endnu mere overraskende foran den dobbelte franske etapevinder Thomas Voeckler, som også har været meget synlig i årets Tour.

Voeckler endte blandt andet med at vinde den prikkede bjergtrøje, hvor Chris Anker Sørensen blev nummer tre.

Chris Anker Sørensen var glad for at høre, at han ikke vinder prisen, fordi han fik beskadiget sine fingre på den venstre hånd efter et uheld med en avis i forhjulet.

- Jeg vil hellere have prisen, fordi jeg har vist kampgejst, end fordi jeg har skadet fingrene.

- Jeg synes, jeg har vist mig godt frem. Og jeg er stolt over at vinde prisen, siger Chris Anker Sørensen til TV2.

- Det er meget fedt, at jeg kommer på podiet i Paris. Det kan jeg ikke klage over. Det er en stor ære, siger danskeren.

/ritzau/