Chris Horner udbygger føring i Vueltaen

I en alder af 41 år - 42 i næste måned - står amerikaneren Chris Horner på tærsklen til at vinde sit første af de store etapeløb, Vuelta a España.

Offentliggjort Sidst opdateret

Amerikaneren blev nummer to på lørdagens modbydelige etape til Alto de L'Angliru - et bjerg med stigningsprocenter på helt op til 22 procent. Han kunne dog ikke indhente franskmanden Kenny Elissonde (FDJ), som vandt etapen.

Radioshack-rytteren kørte fra sin rival Vincenzo Nibali (Astana) med halvanden kilometer til mål. Han tog 28 sekunder fra italieneren. Inden etapen var der kun tre sekunder mellem dem. Med bonussekunder har Horner nu 37 sekunders forspring til Nibali.

Italieneren havde ellers stor ære af etapen, som han skabte med adskillige angreb og forsøg på at ryste amerikaneren. Til sidst løb han dog tør for kræfter på den stejle stigning.

Vincenzo Nibali er en modig mand, og italieneren med tilnavnet "Hajen" angreb første gang 6,3 kilometer før målstregen. Men 41-årige Chris Horner arbejdede sig stille og roligt op til italieneren.

Astana-holdet havde placeret flere hjælpere i et 26-mands udbrud i front, og Nibali fik hjælp af blandt andre Jakob Fuglsang. Derfor angreb han en gang mere, da stigningsprocenterne ramte 22 procent.

Nibali angreb igen og igen på en medrivende etape. Fem stød satte han i hvert fald ind, men amerikaneren blev ved at komme tilbage i et spil, hvor der før etapen kun var tre sekunder mellem dem.

Saxo-Tinkoffs Nicolas Roche satte tid til mod slutningen, men holder fast i sin samlede femteplads inden søndagens paradekørsel på godt 100 kilometer til Madrid.

Chris Anker Sørensen kæmpede også længe på Angliru. Danskeren kom i mål som nummer 25, og kan regne med at slutte Vueltaen i top-20. Han er nummer 18 inden sidste etape.

/ritzau/