"Happy to be back".
Eller på dansk: Glad for at være tilbage.
Premier League er tilbage, men spørgsmålet er, om Cristiano Ronaldo fortsat er glad for at være iført Manchester United-trøjen.
Ordene "Happy to be back" sendte Ronaldo ud søndag på Twitter sammen med et billede af sig selv under Uniteds testkamp mod spanske Rayo Vallecano hjemme på Old Trafford.
Efterfølgende er der blevet tolket vidt og bredt på betydningen af Ronaldos budskab.
Den 37-årige portugisiske stjerneangriber har for det meste været tavs de seneste uger, hvor Ronaldo har været rygtet væk fra United, som søndag tager hul på Premier League-sæsonen hjemme mod Brighton.
Men det er uvist, om - eller hvor længe - Christian Eriksen får lov til at være holdkammerat med Ronaldo i United.
Flere gange i sommeren er det blevet luftet i pressen, at Ronaldo er utilfreds med, at United ikke skal spille Champions League efter sidste sæsons skuffende sjetteplads.
Det er angiveligt ikke godt nok for sidste sæsons United-topscorer. Ronaldo var af "personlige årsager" ikke med på Uniteds træningstur til Thailand og Australien i sidste måned. Og han har kun spillet 45 minutters fodbold - mod Rayo Vallecano - op til den nye sæson.
Heller ikke Christian Eriksen var med på udlandsturen, men det skyldtes, at danskerens treårige kontrakt først blev underskrevet efter afrejsen.
Der er god stemning omkring Eriksens ankomst i United, som har hentet den tidligere Ajax-træner Erik ten Hag ind som manager. Hollænderen skal få United tilbage i den absolutte top i Premier League.
- Jeg synes, at vi har haft en god sæsonoptakt. Vi har gjort fremskridt. Vi er klar til sæsonen, sagde Erik ten Hag efter 1-1-kampen mod Rayo Vallecano.
Men efterfølgende var der igen knas med Ronaldo. Portugiseren blev skiftet ud i pausen og var blandt de spillere, der smuttede fra Old Trafford, inden kampen var slut.
- Det er uacceptabelt. For alle, sagde Erik ten Hag onsdag til hollandske Viaplay ifølge Voetbal International.
- Det vil jeg fortælle dem. Og at vi er et hold og en trup. Man bliver til det sidste, tilføjede træneren med adresse til Ronaldo og de andre spillere, der smuttede før tid.
Manchester City og Liverpool har domineret engelsk fodbold den seneste håndfuld år og er igen favoritterne til mesterskabet. Det har sommerens utallige spillerindkøb hos konkurrenterne ikke rykket ved.
De to hold mødtes i sidste weekend i Community Shield i kampen mellem mestrene og FA Cup-vinderne, og selv om Liverpool vandt 3-1, er City-manager Pep Guardiola ganske rolig.
- Der er ingen grund til ikke at være selvsikker, sagde Guardiola, der har ført City til fire mesterskaber på fem år, ifølge AFP efter nederlaget.
Efter City og Liverpool lurer Chelsea, Tottenham, Arsenal og Manchester United i kulissen. Kvartetten håber på at blande sig i topstriden. Især Arsenal og Tottenham har været aktive i sommerens transfervindue.
De fleste kampe i første spillerunde finder sted i weekenden. Men Crystal Palace-Arsenal kickstartede Premier League-sæsonen allerede fredag aften.
/ritzau/
Udvalgte til- og afgange i Premier Leagues topklubber
* Arsenal:
Ind: Gabriel Jesus og Oleksandr Zinchenko (Manchester City), Fabio Vieira (Porto).
Ud: Alexandre Lacazette (Lyon), Nuno Tavares (Marseille).
* Chelsea
Ind: Raheem Sterling (Manchester City), Kalidou Koulibaly (Napoli).
Ud: Romelu Lukaku (Inter), Antonio Rüdiger (Real Madrid), Andreas Christensen (Barcelona).
* Liverpool:
Ind: Darwin Nunez (Benfica).
Ud: Sadio Mane (Bayern München).
* Manchester City:
Ind: Erling Haaland (Borussia Dortmund), Kalvin Phillips (Leeds).
Ud: Raheem Sterling (Chelsea), Gabriel Jesus og Oleksandr Zinchenko (Arsenal).
* Manchester United:
Ind: Lisandro Martinez (Ajax), Christian Eriksen (Brentford).
Ud: Paul Pogba (Juventus), Jesse Lingard (Nottingham Forest), Nemanja Matic (Roma), Edinson Cavani og Juan Mata (kontraktudløb).
* Tottenham:
Ind: Richarlison (Everton), Ivan Perisic (Inter), Clement Lenglet (Barcelona).
Ud: Steven Bergwijn (Ajax).
Kilder: Ritzau og Reuters.
Seneste artikler
Ældreformand: Rystende besparelser
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri