Der blev vendt op og ned på Mathias Christiansens verden, da badmintonspilleren i sommer måtte melde afbud til OL og acceptere en karantænedom på et år for at have begået tre fejl i sine "whereabouts".
Den 31-årige mixeddoublespiller, der skulle have stillet op i Paris med partneren både på og uden for banen, Alexandra Bøje, er syv måneder inde i karantænen og føler, at han har fået det bedst mulige ud af forløbet.
Men skuffelsen over sig selv var hård at bearbejde.
- I starten var det selvfølgelig uundgåeligt ikke at bebrejde mig selv, men jeg synes, jeg var god til at komme videre og tage arbejdsskoene på.
- Om jeg virkelig har fået det bearbejdet her et halvt år efter, er svært sige, men jeg synes, jeg er landet et godt sted og er kommet rigtig godt videre.
- Jeg har fået stor hjælp fra mine nærmeste og også fra min tidligere Team Danmark-sportspsykolog, som jeg havde tilknyttet i perioden efter, siger Christiansen.
Midt i alle følelser var der en masse praktik at forholde sig til. Væk var den faste base i form af det nationale elitecenter i Brøndby.
Hvor skulle han nu træne? Hvem måtte han overhovedet træne med? Hvilket fitnesscenter måtte han bruge? Og hvordan skulle der komme kroner i kassen til at holde karrieren kørende?
- Det føltes enormt uoverskueligt. Der var virkelig mange ting at tage stilling til de første måneder, men heldigvis gik det rigtigt positivt, så det igen begyndte at blive hverdag.
Den nye hverdag kom primært til at udspille sig på den tidligere topspiller Peter Gades akademi.
Desuden træner Christiansen sporadisk med en gruppe tidligere professionelle spillere, der nu spiller på liganiveau rundt om i Europa.
- Peter Gades akademi har været et rigtigt godt alternativ til det nationale center, bemærker Christiansen.
Faktisk er hans samlede træningsmængde nu større, end når han er aktiv turneringsspiller. På alle hverdage træner han to gange - en gang på badmintonbanen og en gang fysisk - og også i weekenden er han på træningsbanen.
- Jeg har set det som en mulighed for at bygge på rent fysisk og på individuelle kompetencer, da jeg kan gå mere i dybden og i detaljen og kan nørkle med nogle ting, når jeg har så meget tid, og der ikke hele tiden venter en ny turnering om hjørnet.
- Heldigvis er jeg ret disciplineret, så jeg har sagtens kunnet være i det at træne uge efter uge. Selvfølgelig kan der være en sen eftermiddag, hvor man hellere vil blive i sofaen end til styrketræning, men det har ikke været et issue for mig.
Alt imens har makkeren Alexandra Bøje holdt gang i karrieren i samarbejde med hollænderen Robin Tabeling. Kun i mindre grad har Christiansen og Bøje haft mulighed for at træne sammen.
- Det er primært i makkerskabet, at man løfter sig sammen, og det har vi ikke kunnet gøre så meget. Vi må ikke træne sammen fast hver uge, men det sker, at hun kommer på besøg i akademiet, fortæller Christiansen.
Han begynder at skimte comebacket. I slutningen af juli ophæves karantænen på turneringsfronten, men allerede to måneder før - i slutningen af maj - må han igen træne med Bøje og de øvrige landsholdsspillere i Brøndby.
- Det er selvfølgelig svært at blive bedre sammen i en periode, hvor man ikke træner så meget sammen, men vi har spillet sammen i så mange år, at to måneders træning sammen før vi igen skal spille turneringer, er rigeligt med tid til at få fornemmelsen for hinanden og spillet.
- Det betyder ikke, at vi kommer flyvende ud. Det tror jeg ikke, vi gør, erkender Christiansen.
Han glæder sig til at være tilbage i miljøet, hvor han blandt kolleger kun har mødt forståelse, efter at han tre gange havde andre opholdssteder end dem, han havde indberettet til dopingmyndighederne.
Og ambitionerne er intakte.
- Jeg vil stadig vinde turneringer og være med fremme til store mesterskaber. Jeg forventer ikke, at vi konkurrerer på samme niveau med det samme, men forhåbentlig kan vi over tid.
- Selv om jeg er fyldt 31, tror jeg på, vi har masser af år tilbage sammen. Jeg er hverken langsommere eller i dårligere form. Min krop har det godt.
/ritzau/
Christiansens karantænedom
* Badmintonspilleren Mathias Christiansen lavede op til sidste års OL fejl i indberetningen af whereabouts, der går ud på, at professionelle atleter skal oplyse antidopingmyndighederne om, hvor de er tre måneder frem i tiden.
* Han trak sig med det samme fra OL, da han ikke ønskede, at det skulle blive et tema i den danske lejr.
* Fejlen skete tre gange inden for et år, og for det blev han straffet for med et års karantæne.
* Christiansen har ikke været mistænkt for at indtage ulovlige midler.
* Karantænen er udstået 21. juli 2025.
/ritzau/