Cirkelbroen valgt som dansk logo til fodbold-EM i 2020
Cirkelbroen over Christianshavns Kanal åbnede sidste år. Nu er den valgt til dansk logo for EM om fire år, hvor København er en af i alt 13 værtsbyer. Foto: Polfoto/Lasse Kofod
Polfoto/Lasse Kofod
Cirkelbroen i hovedstaden, der er tegnet af Olafur Eliasson, bliver det ene af 13 loger for fodbold-EM i 2020.
Cirkelbroen i København vil pryde det danske logo, når der om fire år skal afholdes EM i fodbold.
Tirsdag blev den lille inderhavnsbro, der er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, præsenteret ved et arrangement i det kongelige bibliotek Den Sorte Diamant.
Fire EM-kampe skal spilles i Parken i 2020 ved slutrunden, der er spredt ud over 13 europæiske værtsbyer.
Temaet for byernes logoer er broer, og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er godt tilfreds med valget af Cirkelbroen.
- Ligesom Den Lille Havfrue er et internationalt brand for København, så håber og tror jeg på, at Cirkelbroen kan blive et moderne udtryk for byen, siger Frank Jensen.
- Jeg er glad for valget af Cirkelbroen, som vi åbnede sidste år, og som er tegnet af en af nutidens mest internationalt anerkendte kunstnere.
Overborgmesteren er godt tilfreds med, at Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har spredt EM-turneringen ud til mange lande. Det skyldes, at slutrunden har 60 års jubilæum.
- Vi får tre gruppekampe og en ottendedelsfinale, og vi havde jo nok aldrig fået et EM til Danmark uden det særlige koncept, siger Frank Jensen.
De fire kampe er sandsynligvis også en god forretning for hovedstaden.
- Nogle mener, at det giver indtægter på 100 millioner kroner til byen, men der er også omkostninger forbundet med det.
- Vi skal give DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) et tilskud på 7,8 millioner kroner, og så skal vi gøre rent de steder, hvor fansene opholder sig.
- Men hvis vi får 100 millioner kroner ind, så er det en god investering, siger Frank Jensen.
Derudover vil København blive brandet i det meste af verden.
- De aftener, hvor der spilles i København, vil byen være i fokus.
- Folk vil følge med og se billeder af Parken, byen og fankulturen. I min egen familie er det sådan, at vi følger kampene, men vi følger også med i kulturen, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde