City fortsætter ufortrødent på hjemmebanen

Lørdag vandt ligaens førerhold for 14. gang ud af 14 mulige på hjemmebane i denne sæson, da bundholdet fra Bolton blev besejret med 2-0.

Dermed fik Manchester City også sat maksimalt pres på de nærmeste forfølgere fra Manchester United og Tottenham, inden netop de to klubber mødes i London søndag. Fem point er City nu foran United, mens Tottenham har hele 13 point op til førerholdet.

Allerede i kampens første fem minutter var Bolton under et gevaldigt pres.

Citys italienske angriber Mario Balotelli havde et par store chancer - det ene forsøg tog stolpen - mens Samir Nasri også burde have scoret.

Så var linjen lagt. Midtvejs i første halvleg bragte venstrebacken Gaël Clichy hjemmeholdet foran 1-0, da franskmandens langskudsforsøg blev rettet af og strøg i mål.

Stjerner som den argentinske angriber Sergio Agüero og den spanske kantspiller David Silva var bænket for City og blev sparet i et tæt kampprogram.

De resterende City-spillere på banen så ikke ud til at ville spille sig helt ud mod ufarlige Bolton, der ikke viste meget i offensiven.

Tempoet var på det jævne hos værterne, som så ud til at være tilfredse med en lille og sikker sejr.

Balotelli fik dog med lidt over 20 minutter tilbage af opgøret scoret til 2-0, og så var der ingen tvivl om kampens udfald længere.

/ritzau/

Hjemmebanen Etihad Stadium er noget af et fort for Manchester City i Premier League.

Offentliggjort Sidst opdateret