City-kreatør er årets spiller i Premier League
Kevin De Bruyne kom til Manchester City fra Wolfsburg i 2015. (Arkivfoto) Foto: Peter Powell/Reuters
Peter Powell/Reuters
Kevin De Bruyne, der lavede flest assister i Premier League-sæsonen, er blevet kåret som årets spiller.
Han leverede et hav af assister, og nu har fans, kolleger og eksperter kåret Kevin De Bruyne som årets spiller i den bedste engelske fodboldrække i 2019/20-sæsonen.
Det skriver Premier League på sin hjemmeside.
Den 29-årige belgier var den spiller, der lagde op til flest mål i 2019/20-sæsonen i Premier League. Hele 20 målgivende afleveringer blev det til, hvilket er en tangering af Thierry Henrys rekord fra 2002/03-sæsonen for flest assister i en sæson.
Det blev også til 13 mål for De Bruyne, der sammen med sine holdkammerater endte på tabellens andenplads.
De Bruyne vandt foran seks andre nominerede, herunder Trent Alexander-Arnold, Jordan Henderson og Sadio Mané fra mesterholdet Liverpool.
Afstemningen foregik på EA Sports hjemmeside, hvor fans kunne stemme. De 20 Premier League-anførere og et ekspertpanel har ligeledes givet deres besyv med.
Det er tredje gang siden 2012, at en belgier vinder prisen. I 2011/12 blev Vincent Kompany hædret, mens det i 2014/15 var Eden Hazard, som blev hyldet.
Kevin De Bruyne har spillet for Manchester City siden 2015. Her kom han til klubben fra Wolfsburg.
Fra 2012 til 2014 var han Chelsea-spiller, men London-klubben fik aldrig forløst belgierens talent og sendte ham altså til Tyskland, hvor han efterfølgende hurtigt blev en profil.
De Bruyne startede sin professionelle karriere i Genk i hjemlandet i 2008. Han er noteret for 74 optrædener på det belgiske landshold.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde