City-profil: Det her arbejder man for hele livet
Jack Grealish var ikke stolt af sin egen præstation i Champions League-finalen. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Manchester City-spillerne sluttede lørdag en i forvejen succesfuld sæson af med at vinde Champions League.
Efter en i forvejen imponerende sæson kronede Manchester City-spillerne lørdag 2022/23 med at vinde Champions League.
Pokalen med de store ører blev sikret med en sejr på 1-0 over Inter i en kamp, der bød på mere intensitet end flot fodboldspil.
Dermed fuldendte City The Treble, der angiver, at man har vundet både den hjemlige liga, den hjemlige pokalturnering samt Champions League.
- Det her arbejder man for hele livet. Jeg er så glad, siger Jack Grealish efter triumfen ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg var forfærdelig, men jeg er ligeglad. At vinde The Treble med den her gruppe af spillere er så specielt.
Midtbanespilleren Rodrigo blev matchvinder i finalen. Spanieren hamrede bolden ind midt i anden halvleg, og det var altså nok for City, som aldrig før har vundet Europas fineste klubturnering.
- Jeg er følelsesladet. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Rodrigo ifølge AFP.
- De her fans har ventet 20, 30, 40 år på det her. Jeg har kun været her i fire år, men vi fortjener det.
Anfører Ilkay Gündogan kalder sejren et stolt øjeblik for City som klub.
- Vi arbejder så hårdt hver eneste dag, og vi har villet vinde det her trofæ i så lang tid. Champions League er en smuk turnering, og vi er alle virkelig glade for at have vundet, siger tyskeren ifølge AFP.
City er det første engelske hold, der vinder The Treble, siden naboen Manchester United gjorde det i 1999.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker