City slider sig til sejr mod Wolverhamptons ti mand

Især i første halvleg var kampen mellem Manchester City og Wolverhampton præget af en masse spilstop og diskussioner mellem spillerne og dommer Jonathan Moss. Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

Trods en halvleg i overtal og et tung spilovertag vandt Manchester City blot med 1-0 over Wolverhampton.

Offentliggjort Sidst opdateret

Manchester City forlængede lørdag sin sejrsstime i Premier League, da Wolverhampton blev slået.

Sejren, der var Citys sjette i træk, var dog kun på 1-0 trods et betydeligt spilovertag i stort set hele kampen og en halvleg i overtal.

Raheem Sterling endte som matchvinder efter sin scoring på straffespark cirka midtvejs i anden halvleg.

Manchester City ligger på førstepladsen i Premier League med 38 point. Det er fire mere end Liverpool på andenpladsen, der dog senere lørdag kan mindske forspringet til et enkelt point igen med en sejr over Steven Gerrard og Aston Villa.

Wolverhampton er på ottendepladsen med 21 point.

Første halvleg var præget af en masse spilstop. Spillerne gik hårdt til hinanden, og dommer Jonathan Moss havde en del at se til.

I tillægstiden blev Wolverhampton reduceret til ti mand, da den mexicanske angriber Raúl Jiménez fik to gule kort på et halvt minut. Først for en tackling og derefter for at stikke benet ud og blokere det efterfølgende frispark på nært hold cirka midt på banen.

Anden halvleg bød i endnu højere grad end første på et Manchester City-overtag. Hjemmeholdet sad på det hele, og lagde et tungt pres.

Det gjorde, at Wolverhamptons forsvar stod solidt plantet foran eget mål, og City havde svært ved at nedbryde det.

Først på et straffespark fik City prikket hul på målbylden. Et indlæg fra Bernardo Silva blev dømt til at have ramt João Moutinho på armen, og så pegede Jonathan Moss på pletten, hvorefter et VAR-tjek bekræftede dommen.

Raheem Sterling tog sig af forsøget fra 11-meterpletten og scorede. Det var englænderens mål nummer 100 i Premier League.

I slutminutterne kastede Wolverhampton alt frem, men udligningen udeblev altså, og City tog tre nye point.