City ydmyger oprykker i sæsonens første sejr
Jack Grealish scorede sit første mål for Manchester City lørdag eftermiddag. Tidligere på sommeren kom han til klubben for cirka 875 millioner kroner. Foto: Rui Vieira/Ritzau Scanpix
Rui Vieira/Ritzau Scanpix
Manchester City tog sæsonens første sejr hjemme mod Norwich, mens Brentford spillede 0-0 mod Crystal Palace.
De forsvarende mestre fra Manchester City er nu også på pointtavlen i indeværende sæsons Premier League.
Efter åbningsnederlaget til Tottenham var der ingen problemer hjemme på Etihad mod Norwich, der lørdag blev besejret 5-0.
Et par tilfældige mål sendte tidligt Pep Guardiolas mandskab på sejrskurs, før kampen i anden halvleg udviklede sig til en ydmygelse.
City må dog fortsat konstatere, at der er tre point op til førerholdet Liverpool, der sikrede sig endnu en sejr lørdag eftermiddag.
Liverpool åbnede sæsonen ved at banke Norwich på udebane, og lørdag kunne oprykkerne så se frem til endnu en svær opgave ude mod City.
Uden danske Jacob Lungi Sørensen på banen gjorde Norwich det dog også svært for sig selv ved at kludre i det i kampens begyndelse.
Seks minutter var spillet, da anfører Grant Hanley dirigerede et indlæg lige ind på kroppen af målmand Tim Krul, som ikke kunne gøre andet end at rette bolden af, før den fløj ind i målet.
Mange øjne hvilede på sommerens storindkøb Jack Grealish, der var med i startopstillingen for City for første gang.
Grealish, der kom til fra Aston Villa for cirka 875 millioner kroner, fik da også en hovedrolle midtvejs i første halvleg.
Igen var tilfældighederne på Citys side, da et fladt indlæg fra Gabriel Jesus endte bagest i feltet hos Grealish. Den engelske landsholdsspiller bugserede bolden over stregen med knæet til 2-0.
Det var en god dag på kontoret for Manchester City, som kørte sejren sikkert hjem efter pausen.
Laporte udbyggede til 3-0 efter et hjørnespark i det 64. minut, før Sterling afsluttede et karakteristisk City-angreb med hurtige afleveringer ved at sparke bolden fladt i nettet.
Punktummet blev sat af Riyad Mahrez, der med seks minutter igen snød offsidefælden og scorede sikkert.
London-klubben Brentford, der har danskere i ledelsen, på trænerbænken og banen fulgte op på første rundes imponerende sejr over Arsenal ved at spille 0-0 ude mod Crystal Palace.
Joachim Andersen fik hele kampen i sidstnævntes forsvarskæde.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde