Det er dagen derpå for Parken Sport & Entertainment, der står bag fodboldklubben FC København. Selskabets aktie vågnede op med tømmermænd og et fald på 21,4 procent, efter at FC København tabte 1-3 til cypriotiske Apoel og måtte vinke farvel til Champions League-gruppespil og de omkring 120 millioner, deltagelsen forventeligt ville have tilført forretningen.
- Det er et stort kursfald, men det er ikke overraskende, at der er et kursfald. Der plejer også at gå en periode, så lander det på lidt mere normalt niveau igen, siger fodboldøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte.
Efter godt en times handel rettede kursen sig da også en smule op til et fald på 15,7 procent i forhold til gårsdagens lukkekurs. Selvom det svarer til et tab på cirka 275 millioner kroner af Parkens samlede markedsværdi, bør bestyrelsesformand Flemming Østergaard dog ikke ligge søvnløs, mener Jesper Jørgensen.
- Parkens budget er ikke baseret på Champions League-deltagelse. Det er ikke noget, der gør, at de nu skal til at sælge spillere eller skære ned. Hvis de havde kvalificeret sig, så havde det selvfølgelig givet dem det ekstra flødeskum og nogle ekstra muligheder. Det er brandærgerligt, men ikke noget, Parkens forretning er baseret på, siger Jesper Jørgensen.
I stedet for Champions League går FC Københavns danske mestre direkte i Europa Leagues gruppespil. Både sportsligt og økonomisk er det dog en turnering af en noget andet kaliber end Champions League.
- Det er langt, langt færre penge, der kommer ud af Europa League-deltagelse, også afhængig af, hvem FC København kommer til at spille mod. Det er ikke noget, de overhovedet bliver rige af, siger Jesper Jørgensen.
Hvem, FC København skal møde i Europa League, afgøres ved lodtrækning fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned