Clara Tauson indleder italiensk turnering i sikker stil
Sidst i august var Clara Tauson med i grand slam-turneringen US Open, men røg hurtigt ud. Foto: Mike Stobe/Ritzau Scanpix
Der var ikke de store svinkeærinder, da Clara Tauson mandag spillede sig videre i italiensk tennisturnering.
Clara Tauson er draget til Italien i jagten på sit tidligere niveau, og mandag vandt den danske tennisspiller i første runde af ITF-turneringen i Selva Gardena.
Det gjorde hun over italienske Diletta Cherubini, der er nummer 423 i verden. Tauson vandt med 6-4, 6-4. Hun er dermed klar til anden runde af turneringen, hvor hun er førsteseedet.
Clara Tauson kæmper i øjeblikket for at nå det niveau, der sendte hende op som nummer 33 i verden.
Der var hun placeret så sent som i februar, men tilbagevendende rygproblemer har sat hende tilbage flere gange, og hun er nu nede som nummer 130 i verden.
I de seneste måneder har hun kun spillet i små ITF-turneringer.
Mandag var det med det samme tydeligt, at der var niveauforskel på de to kombattanter. Clara Tauson pressede Diletta Cherubini i italienerens servepartier, mens hun i sine egne servepartier vandt uden de store problemer.
Inden sættet var slut, havde Clara Tauson lavet seks serveesser, og ved stillingen 5-4 sikrede hun sig det servegennembrud, der betød, at hun tog sætsejren.
I andet sæt sneg frustrationen sig en smule ind på Clara Tauson. Hun var utilfreds med dommeren, som i den stemningsforladte og lille hal ikke fik hjælp fra lige så mange linjedommere, som man ser ved de store turneringer.
Der var et par domme, som Tauson bestemt ikke var enig i. Det bragte hende dog ikke i alvorlige problemer, men Diletta Cherubini formåede i glimt af presse danskeren, der for eksempel var nede med 0-30 i et af sine egne servepartier.
Men igen slog Clara Tauson til, da det gjaldt. Hun bragte sig foran 5-4 med et servegennembrud, inden hun servede sejren i hus.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker