Claus Jensen: Alle vil gerne vise sig frem
Cheftræner Claus Jensen kunne i går fejre sin 45-års fødselsdag, og i dag kan han så få en gave fra sine spillere i form af en sejr over FC Fredericia. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Nykøbing FC's cheftræner sporer ikke udbrændthed hos sine spillere før kampen mod FC Fredericia.
NYKØBING: En sejr og tre nederlag er de tørre facts for Nykøbing FC i 1. divisions oprykningsspil efter fire spillerunder, og rollen som rækkens agterlanterne uden noget som helst på spil, har "bjørnene" for længst taget patent på.
Alligevel sporer cheftræner Claus Jensen ikke træthed eller mental udbrændthed før lørdagen kamp mod FC Fredericia.
- Det fornemmer jeg slet ikke. Vi har samtlige spillere på træningsbanen igen, og de gør det rigtig godt. Alle vil gerne være en del af startopstillingen og vise sig frem på bedste vis, understreger Claus Jensen, der også fremhæver et andet incitament i forhold til, at sommerferien langt fra har indfundet sig.
- Vi har jo mange spillere, der har kontraktudløb og hvis de vil have forlænget deres kontrakt her eller skrive en ny kontrakt et andet sted, så nytter det jo ikke at slå op i banen, og det synes jeg faktisk, man tydeligt kan se, siger Claus Jensen, der på de indre linjer også har ekstremt travlt i øjeblikket.
Hvis de vil have forlænget deres kontrakt her eller skrive en ny kontrakt et andet sted, så nytter det jo ikke at slå op i banen
NFC-cheftræner Claus Jensen
Hele 12 spillere fra den nuværende trup har kontraktudløb til sommer. Deriblandt profilerne Jannich Storch, Mathias Gehrt, Andreas Holm, Valon Ljuti, Kasper Jensen, Mathias "Malte" Johannsen, Lars Pleidrup og Nicolaj Jessen, og endnu er der ikke meldt noget ud, om hverken det ene eller det andet.
Træner-fødselar
Claus Jensen, der i går kunne fejre sin 45-års fødselsdag, har som sædvanlig is i maven, når det gælder kontraktforlængelser, eller også fortæller han ikke alt, hvad han ved.
- Vi er selvfølgelig i gang med at kigge på det, og der kommer snart nogle udmeldinger. Men lige nu koncentrerer vi os om at gøre foråret færdig, så godt som muligt, siger Claus Jensen, der også bruger kampene på at få nogle svar. Ikke mindst omkring de unge spillere, der lige nu kan få gratis spilletid, da nedrykningsspøgelset ikke er et tema.
- Det er ekstremt værdifuldt og vigtigt for deres udvikling, mener Claus Jensen, der på det seneste har givet spilletid til ungtalenterne Simon Madsen, Willads Delvin, Ole Jakobsen, Milas Schwensen og Lucas Nyman, som næppe havde fået så meget tillid, hvis der havde været vigtige point på spil i en eventuel nedrykningskamp.
I eftermiddag gælder det så FC Fredericia, der set ud fra tabellen er det dårligste hold, NFC kan komme til at møde i dette forår, da de ligger på femtepladsen med 44 point. 16 mere end falstringerne på sjettepladsen.
De to seneste opgør mod holdet fra fæstningsbyen er sluttet uafgjort 4-4 og 3-2 til FC Fredericia, og Claus Jensen forudser en livlig kamp igen.
Livlig kamp
- Det kunne sagtens blive en levende og seværdig forestilling. På vores hjemmebane vil vi gerne frem og styre tingene, og det tænker jeg også, at Fredericia gerne vil, så det bliver med garanti underholdende, lyder det fra Claus Jensen, der igen har omrokeringer i i startopstillingen i tankerne.
Topscorer Mathias Kristensen er i hvert fald fri af karantæne og returnerer til startopstillingen, og hans substitut i den seneste kamp i Horsens, Kristian Lindberg, scorede to gange, så måske pønser Claus Jensen på at bringe dem begge helt i front i en 4-4-2-opstilling.
Begge hold er uden karantæner til dagens kamp.
Der fløjtes op kl. 15:00 i Lollands Bank Park.
Seneste artikler
Slut efter 110 år: - Jeg har altid elsket det sted
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Stort panttyveri fra ø-butik
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre