Claus Steinlein får ny toppost i FC Midtjylland
Claus Steinlein er ny bestyrelsesformand i FC Midtjylland. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Omstruktureringen fortsætter i FC Midtjylland, der har udnævnt Claus Steinlein til ny bestyrelsesformand.
Den mangeårige topfigur Claus Steinlein får ny titel i superligaklubben FC Midtjylland.
Steinlein, der hidtil har været administrerende direktør, skal fremover være arbejdende bestyrelsesformand. Det blev en kendsgerning på mandagens generalforsamling.
Han overtager formandsposten fra Cliff Crown, som tidligere på måneden meddelte, at han ikke genopstillede.
52-årige Steinlein tiltræder samtidig som administrerende direktør i The Football Collective. Det er selskabet, som ejer FC Midtjylland og den portugisiske søsterklub CD Mafra.
Med udnævnelsen forlader Steinlein sin hidtidige stilling som administrerende direktør i FC Midtjylland. Det job bliver nu overtaget af fodbolddirektør Peter Sand.
Dermed fortsætter omstruktureringen i klubben efter sidste års ejerskifte.
Dengang overtog rigmanden Anders Holch Povlsen aktiemajoriteten fra den hidtidige ejer, briten Matthew Benham.
Den nye ledelse udpegede i januar Peter Sand til fodbolddirektør. Den daværende sportschef, Svend Graversen, fik en ny international rolle i klubben.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker