Claus: - Vi skal op og etablere os
Nykøbing FC's cheftræner Claus Jensen er fortrøstningsfuld forud for premierekampen mod Lyngby i morgen, der markerer klubbens comeback til 1. division efter et enkelt års fravær. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Cheftræneren har målsætningen klar før comebacket til 1. division.
NYKØBING For et år siden røg Nykøbing FC ud af 1. division med et brag.
Men efter et succesfuldt år på tredjebedste niveau i 2. division, som man vandt suverænt, er landsdelens fodboldflagskib nu tilbage i landets næstbedste række og stempler ind i rækken i morgen på hjemmebane mod Superliga-nedrykkerne fra Lyngby.
Sværere start fåes vel næppe, men træner Claus Jensen er fortrøstningsfuld forud for returen til den næstbedste række.
- Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med livet i 1. division. Det har vi kæmpet for i et helt år, og nu står vi her, siger Claus Jensen, der godt er klar over, at Lyngby bliver en voldsom mundfuld at indlede turneringen med.
- De har mange strenge at spille på. Offensivt har de rigtig dygtige spillere og kommer også med meget fysik, men vi har en fornemmelse af, hvordan de gerne vil gribe kampen an, da vi jo lige har mødt dem i en træningskamp, så det har vi selvfølgelig forberedt os på, kommer det fra cheftræneren.
Han er tilfreds med den trup, han har fået sat sammen med tilgangen af Mathias "Malte" Johannsen og Valon Ljuti, reservekeeper Morten Bank og de to ungseniorer Elias Gärtig og Simon Madsen.
- Jeg er meget glad for det transfervindue, vi har gennemgået indtil videre. Fokus var på at holde fast på den stærke trup, som har skaffet os mange sejre i 2. division, og det lykkedes. Derudover har vi hentet både talent og erfaring fra 1. divisionsniveau ind til truppen, siger Claus Jensen, der har fuld tiltro til, at den nuværende trup har niveauet til at klare sig i landets næstbedste række.
En række der har udviklet sig eksplosivt de seneste sæsoner med en række stærke hold, hvor Superliga-nedrykkerne fra Lyngby og AC Horsens fremstår som de klareste oprykningsfavoritter, mens HB Køge og Helsingør ganske givet også vil lege med.
Claus Jensen nøjes dog med at koncentere sig om sin egen butik.
- Vi skal op og etablere os i rækken. Det er målsætningen, men vi ved godt, at det bliver noget helt andet end i sidste sæson. Der er vel ikke noget, der ikke er anderledes i forhold til sidste år, hvor vi havde alt spillet og modstanderen stillede sig ned og forsvarerede. Det kommer vi ikke til at se i denne sæson, forudser Claus Jensen.
Han er op til premierekampen ramt af skader især i den bageste kæde. Andreas Holm, Jacob Egeris og Kasper Jensen er ikke til disposition, og det giver et midterforsvar, som sandsynligvis består af Mathias "Malte" Johannsen og enten Jacob Blach Nielsen eller Elias Gärtig.
Der er kampstart kl. 15:00 i morgen i Lollands Bank Park i Nykøbing.
Seneste artikler
Ræsede gennem byen: Få km/t fra at miste bil og kørekort
Havørnen er landet i Søholtskoven
Ny minister erklærer valgløfte dødt - men afviser løftebrud
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Spor blokeret på motorvej
Kunde angreb ansatte i supermarked