Det var en tårevædet Kim Clijsters, der efter lørdagens sejr i Australian Open lod sig hylde af tilskuerne efter sin første sejr i den australske grandslam-turnering.
For mens hun gennem de seneste 10 år har vundet US Open tre gange, og været to gange i finalen i French Open og to gange i semifinalen i Wimbledon, så har hun aldrig formået at knække Australian Open før nu.
- Nu føler jeg endelig, at I kan kalde mig Aussie-Kim, fordi jeg har vundet titlen. Til fansene, mange, mange tak. Jeg har spillet i Australien i mange år, og I har altid været fantastiske, forklarer hun.
Kim Clijsters gjorde comeback efter endt barsel sidste år og vandt overraskende US Open for tredje gang på et wildcard kort efter, hun var vendt tilbage.
Hun er en af sportens allerstørste personligheder, og i lørdagens finale formåede hun på fornem vis at slå sig tilbage, efter at modstanderen, Li Na - der slog Caroline Wozniacki ud i semifinalen - havde vundet første sæt med 6-3.
Clijsters snuppede fortjent de to næste sæt 6-3, 6-3.
- Jeg er en smule bevæget, men først og fremmest også tillykke til Li Na. Jeg har spillet så mange kampe mod hende, og hun er i den grad en hård modstander.
- Hun har gjort det godt i de seneste uger, og vi får forhåbentlig endnu et par møder i nogle grandslam-finaler, siger Kim Clijsters.
Kim Clijsters ligger nummer to på verdensranglisten efter danske Caroline Wozniacki.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie