Colombianer stopper hos Movistar efter mystisk Vuelta-exit
Miguel Ángel López stopper hos Movistar. Foto: Miguel Riopa/Ritzau Scanpix
Miguel Riopa/Ritzau Scanpix
Efter gensidig aftale stopper Miguel Ángel López og Movistar samarbejdet allerede i deres første sæson sammen.
Colombianeren Miguel Ángel López er fra 1. oktober fortid hos Movistar-mandskabet.
Det oplyser cykelholdet lørdag på Twitter.
Forud for årets Vuelta a Espana forlængede López ellers sin kontrakt med yderligere to år, så den strakte sig frem til udgangen af 2023, men nu har parterne efter gensidig aftale valgt at ophæve samarbejdet, lyder det.
Forklaringen skal meget vel findes i netop Vueltaen, hvor Miguel Ángel López udgik på mystisk vis.
I årets sidste grand tour havde han på 20. etape kurs mod en podieplads, da han blev sat af på etapens tredjesidste stigning.
López tabte mere og mere tid, indtil der kom meldinger om, at han havde forladt løbet. En video viste, hvordan han tydelig oprevet snakkede i telefon, inden han satte sig ind i holdbilen.
Ifølge cykelmediet Cyclingnews fortalte López' svigerfar og træner, Rafael Acevedo, at Movistars øverste chef, Eusebio Unzué, var skyld i colombianerens exit, da der opstod uenigheder mellem dem under etapen.
Inden 20. etape, der var løbets næstsidste, havde Miguel Ángel López over halvandet minut ned til Jack Haig (Bahrain) på fjerdepladsen.
Colombianeren, der tidligere er blevet nummer tre i både Vueltaen og Giro d'Italia, tiltrådte hos Movistar til 2021-sæsonen.
Inden da kørte han for Astana fra 2015 til 2020.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned