Colombias landstræner stopper efter dobbelt afklapsning

Carlos Queiroz fik 18 kampe i spidsen for Colombias fodboldlandshold. Foto: Rodrigo Buendia/Ritzau Scanpix

Carlos Queiroz er færdig som landstræner for Colombia, der i november tabte to VM-kvalifikationskampe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det colombianske fodboldlandshold skal have ny træner i jagten på at indløse billet til fodbold-VM i 2022.

Landets fodboldforbund, FCF, oplyser på sin hjemmeside, at man er blevet enig med den hidtidige landstræner, Carlos Queiroz, om at stoppe samarbejdet.

Beslutningen kommer i kølvandet på en helt mislykket landsholdssamling i november, hvor Colombia tabte to VM-kvalifikationskampe med sammenlagt 1-9.

Først blev det 0-3 på hjemmebane mod Uruguay, inden det få dage senere gik helt galt ude mod Ecuador, som vandt 6-1.

Carlos Queiroz overtog jobbet i februar 2019 efter otte år som landstræner i Iran. Han fik i alt 18 kampe i spidsen for Colombia og vandt halvdelen.

På klubniveau huskes han for to perioder som assistent for Alex Ferguson i Manchester United, ligesom han i en enkelt sæson var cheftræner i Real Madrid.

Det Colombianske Fodboldforbund begynder nu at lede efter en afløser, der skal føre det stærkt besatte landshold helskindet gennem VM-kvalifikationen.

Colombia har fire point efter de første fire kampe, men mangler fortsat at spille 14 opgør i den sydamerikanske kvalifikation.