Columbus vinder første slag i dansk duel om plads i NHL-slutspil
Selv om Andersen havde 34 redninger for Toronto, var det Bjorkstrand og Blue Jackets, der trak det længste strå. (Arkivfoto.) Foto: Andre Ringuette/Freestyle Photo/Ritzau Scanpix
Andre Ringuette/Freestyle Photo/Ritzau Scanpix
Over op til fem kampe afgøres det, om Toronto Maple Leafs eller Columbus Blue Jackets skal i NHL-slutspillet.
Natten til mandag var der dansk duel på isen, da Columbus Blue Jackets med Oliver Bjorkstrand på holdet slog Frederik Andersens Toronto Maple Leafs 2-0.
Opgøret var det første af op til fem kampe mellem de to hold om deltagelse i første runde af slutspillet i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Begge danskere fik masser af tid på isen, da Andersen vogtede Toronto-målet hele kampen, mens Bjorkstrand var i aktion i 19 minutter og 34 sekunder - dog uden at levere mål eller assister.
Men selv om Andersen havde 34 redninger for Toronto, var det Bjorkstrand og Blue Jackets, der trak det længste strå.
I Columbus-målet stod Joonas Korpisalo nemlig for 28 redninger, og han lod sig i modsætning til danskeren ikke passere.
Andersen holdt dog stand i to perioder, inden det godt og vel et minut inde i tredje periode lykkedes Blue Jackets' Cam Atkinson at få pucken forbi den danske landsholdsmålmand.
19 sekunder inden tiden løb ud, cementerede Alexander Wennberg Blue Jackets-sejren, da han sendte pucken i et tomt mål til stillingen 2-0.
Kvalifikationskampene til slutspillet afvikles som serier bedst af fem. Næste kamp finder sted tirsdag lokal tid.
Det var lørdag aften, at der blev sat gang i NHL med de første betydende kampe efter en lang coronapause.
Der er gået næsten fem måneder, siden NHL-sæsonen blev afbrudt. De tilbageværende hold og spillerne bor og spiller deres kampe i såkaldte "bobler" i de canadiske byer Edmonton og Toronto.
Spillerne og holdenes ansatte må ikke forlade disse "bobler". Hvis de gør, skal de i coronakarantæne.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker