Contador afviser Astana

Alberto Contador har afvist lukrativ kontraktforlængelse hos Astana og ønsker at blive løst fra den kontrakt, han har med holdet for næste sæson.

Selv om han ikke i fremtiden skal bøvle med Lance Armstrong på Astana, vil Tour de France-vinder Alberto Contador ikke blive på holdet. Hans bror og agent, Fran Contador, siger i fredagens udgave af L'Equipe, at Contador har afvist et tilbud om kontraktforlængelse og ønsker at forlade holdet, som han ellers også har kontrakt med hele næste år.
Fran Contador fortæller om et hold, der var splittet i to fløje med manager Johan Bruyneel på den ene side og de kasakhstanske medarbejdere på den anden.
- Inde i midten var Alberto uden at ane, hvad der egentlig foregik. Vi havde ikke noget imod kasakhstanerne, tværtimod, men vi må tage vare på Alberto. Tingene er for komplicerede for os til, at vi kan fortsætte under disse forhold. Vi mangler bare at finde en løsning for det sidste år, som Alberto har tilbage af sin kontrakt, siger Fran Contador.
Astana har ellers tilbudt en lukrativ fireårig forlængelse af kontrakten.
- Jeg svarede, at vi afviser tilbuddet og sagde, at Albertos fremtid ikke er et spørgsmål om penge, forklarer Fran Contador.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret