Bjarne Riis' cykelhold, Saxo Bank-Sungard, blev kritiseret efter sommerens Tour de France, hvor flere af rytterne virkede svage og ikke kunne hjælpe stjernen Alberto Contador, der blot sluttede som nummer fem.
Men den kritik forstår Contador, der fredag aften kører et gadeløb i Herning, ikke.
- Efter Touren læste jeg i aviserne, at holdet ikke var godt nok, men det forstår jeg ikke. Holdet arbejder hårdt og giver altid 100 procent for mig. Jeg er meget glad for holdets indsats under Touren. Så behøver jeg ikke at sige det igen, siger Contador.
Den tredobbelte Tour-vinder uddyber desuden, hvorfor han dropper næste års Giro d'Italia, selvom han er forsvarende mester, og selvom løbet begynder i Danmark.
- Når jeg deltager i løb, er det svært for mig ikke at ville køre med om sejren. Derfor er det bedre at træne under næste års Giro, siger Contador med henvisning til, at årets gevinst i det italienske løb kostede for mange kræfter i forhold til Tour de France.
- Vores mål er klart for næste år. Det er at vinde Touren, siger spanieren.
Holdejer Bjarne Riis forventer sig store ting af Contador i fremtiden. Med sine 28 år er spanieren først i begyndelsen af sine bedste cykelår, vurderer Riis.
- De næste fire-fem år bør Alberto have sine bedste år, så I har ikke set det bedste fra ham endnu, fortæller Riis.
- Dette år har været lærerigt. Jeg har analyseret ham meget i år, og vi har snakket meget om, hvad vi kan forbedre, lyder det fra Riis, der ikke vi uddybe, hvad det helt præcist indebærer.
Men det handler om kost og at arbejde bedre på det mentale plan, fortæller Riis dog.
Contadors nuværende kontrakt med Riis' hold løber frem til udgangen af 2012-sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker