Contador dropper drøm om tredobbelt triumf
Foto: Jaime Reina /Scanpix
Jaime Reina /Scanpix
Den nykårede vinder af Vuelta a España, Alberto Contador, fastslår, at det er urealistisk for ham at gå efter de samlede sejre i Giro d'Italia, Tour de France og Vueltaen i samme sæson - en såkaldt Grand Tour Slam.
Det fortæller Saxo Bank-Tinkoff Bank-kaptajnen efter søndagens triumf i Madrid.
- For ikke så lang tid siden tumlede jeg med idéen om at vinde Giroen, Touren og Vueltaen.
- Men på grund af det pres, der vil følge med sådan et mål, så foretrækker jeg at gå efter mål, der er mere realistiske, siger Alberto Contador ifølge AFP.
Efter sejren i Vueltaen følte Contador også en stor lettelse, da han i hele 2012 har stilet mod succes i det spanske etapeløb.
- Jeg har udsat mig selv for et voldsomt pres gennem de sidste mange måneder, og lige nu føler jeg mig bare frigjort.
- Jeg er glad og tilfreds med min egen præstation og de mennesker, der har været med til at skaffe sejren.
- Det er de samme mennesker, der takker mig for det store og succesfulde optrin, men det er i virkeligheden mig, der burde takke dem, siger Contador til holdets hjemmeside.
Indtil få dage før løbets start var spanieren i karantæne på grund af en dom i en langstrakt dopingsag, der gik hele vejen til den internationale sportsdomstol CAS. Den endte med en karantæne på to år til Contador.
I august vendte Contador tilbage til cykelsporten efter overstået karantæne, og lidt over en måned senere står spanieren nu med en af karrierens største triumfer.
- Det har været et vildt og uforudsigeligt løb, og jeg synes, det har været et af de flotteste i mange år.
- En ting er sikkert; når man vinder, bliver man motiveret for flere sejre, og hvis man ikke udnytter sin gode form, vil man altid gå rundt og være usikker på, hvordan det ville være gået, hvis man havde grebet chancen.
- Nu går jeg målrettet efter verdensmesterskaberne på landevej, på enkeltstarten og på holdtidskørslen, siger Contador.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned