Den spanske cykelrytter Alberto Contador sikrede sig reelt sin tredje samlede Tour de France-sejr, da han lørdag på 19. etape - en enkeltstart over 52 kilometer - i et sandt drama forsvarede sin gule førertrøje mod Andy Schleck.
På strækningen fra Bordeaux til Pauillac var Contador 31 sekunder hurtigere end Schleck og dermed er spanieren 39 sekunder foran Team Saxo Bank-rytteren inden søndagens afsluttede paradekørsel ind til Paris.
Overraskende er resultatet såmænd ikke, da Contador normalt er klart bedre end Schleck, når det kommer til enkeltstarter.
Men Schleck pressede Contador mere end forventet, og i løbet af etapen var han endda hurtigere end favoritten. På et tidspunkt var Schleck seks sekunder hurtigere end Contador på etapen og altså kun to sekunder efter vinderen fra 2007 og 2009 i den samlede stilling.
Og selvom meget også står på spil søndag, så sker der næppe afgørende forskydninger blandt de øverste i klassementet. Så skal der i hvert fald komme et historisk angreb fra Schleck i Paris.
Alt var dog ikke trist for Bjarne Riis' hold på enkeltstarten. Team Saxo Banks tempokonge Fabian Cancellara vandt etapen i tiden 1.00,56 timer.
Fabian Cancellara var tidligt ude på ruten, og da verdensmesteren i disciplinen kom i mål, var han 17 sekunder hurtigere end tyskeren Tony Martin fra Team HTC-Columbia, der blev toer på etapen.
Med sejren slog Cancellara sin dominans i enkeltstart helt fast. Schweizeren vandt også løbets prolog. Samtidig var etapesejren den fjerde for Team Saxo Bank i årets Tour de France. Tidligere har Andy Schleck vundet to etaper.
En anden vinder på enkeltstarten var russeren Denis Menchov fra Rabobank-holdet. Han rykkede op fra fjerde- til tredjepladsen i den samlede stilling.
Det var på bekostning af spanske Samuel Sanchez, som dermed mistede sin podieplads, hvilket også var ventet, fordi Menchov er ganske dygtig til enkeltstart, hvilket spanieren ikke er.
Contadors tid var på 1.06,39 timer, mens Schleck blev noteret for 1.07,10 timer.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie