Contador glæder sig over holdkammerater
Cykelløbet Tirreno-Adriatico er et af de større etapeløb, som Alberto Contador aldrig har vundet. Det håber Tinkoff-Saxos kaptajn at gøre nu under Bjarne Riis' ledelse.
Det italienske etapeløb bliver indledt onsdag med en holdkørsel over 18,5 kilometer og spanieren har tillid til, at holdkammeraterne kan hjælpe ham både onsdag og hele den næste uge.
- Jeg er virkelig glad. Det er et stærkt hold, og jeg synes, at vi har ryttere til at gøre det godt i alle terræner, og til at gøre det godt i holdtidskørslen. Jeg har fuld tillid til mine holdkammerater, siger Contador til cyclingnews.com.
Den danske mester Michael Mørkøv er eneste dansker på Tinkoff-Saxos hold. Matti Breschel, Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen kører Paris-Nice.
Alberto Contador har en enkelt sejr på en etape i Algarve Rundt tidligere på sæsonen, men han håber, at flere kommer til - i modsætning til sidste år, hvor han kun nåede en enkelt triumf.
- Jeg er i en god situation for tiden. I løbet af vinteren har jeg kunnet arbejde roligt. På en anden måde end tidligere og med nogle enkelte løbsdage. Jeg håber, at jeg kan tilpasse mig til konkurrencesituationen hurtigt og lave en god præstation, siger han videre.
Selv om sidste års vinder Vincenzo Nibali har valgt at køre i Frankrig i stedet, og sidste års Tour de France-vinder Chris Froome har meldt fra med en rygskade, er der stadig masser af stærke etapeløbsryttere i Tirreno-Adriatico.
Sidste års nummer to i Tour de France, Nairo Quintana, nummer to i Giro d'Italia, Rigoberto Uran, den tidligere Tour-vinder Cadel Evans og Richie Porte er de mest fremtrædende.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde