Contador kan ikke slippe af med Rodriguez
Foto: Miguel Vidal /Scanpix
Miguel Vidal /Scanpix
Spanske Antonio Piedra Perez vandt søndagens 15. etape af Vuelta a España, men det var kun en lille parentes i forhold til dagens øvrige begivenheder på de spanske veje.
Det virkelige drama udspillede sig i favoritgruppen, hvor Alberto Contador endnu engang gjorde, hvad han kunne for at lægge afstand til løbets førende rytter, Joaquim Rodriguez.
Og endnu engang viste Rodriguez sig modstandsdygtig og afviste samtlige Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytterens fem direkte angreb på den røde førertrøje.
Nøjagtigt som dagen forinden klistrede Katusha-rytteren sig til Contador som en våd regnfrakke, og dermed er forskellen mellem de to ryttere stadigvæk 22 sekunder.
Det danske holds sportsdirektør Bradley McGee er dog godt tilfreds med Contadors kørsel.
- Jeg har stor respekt for Alberto og måden, hvorpå han går til angreb. Han giver aldrig op, bliver ved at insistere på at skabe hullet, og jeg tror, hans angreb kun bliver skarpere i morgen, siger han til holdets hjemmeside.
Sky-rytteren Christopher Froome mistede til gengæld endnu mere tid, og dermed ryger han ned på fjerdepladsen i den samlede stilling, hvor Alejandro Valverde overtager den sidste podieplads.
Etapen blev som sagt vundet af en af de ryttere, der intet har at gøre i det samlede klassement.
Et tidligt udbrud fik lov at køre og nåede i mål mere end ni minutter før favoritterne, og undervejs mod toppen af den sidste stigning gik Antonio Piedra Perez alenegang og blev belønnet for det.
Mandag venter endnu en bjergetape på Vuelta-rytterne, og det er en af de sidste chancer for at rykke ved topstillingen i klassementet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub