Conte efter europæisk nederlag: Holdets niveau er ikke højt
Antonio Conte var synligt utilfreds med sit holds indsats i 1-2-nederlaget til NS Mura torsdag aften. Foto: Srdjan Zivulovic/Reuters
Srdjan Zivulovic/Reuters
Antonio Conte giver efter eget udsagn ikke meget for Tottenhams nuværende niveau efter nederlaget til NS Mura.
Det sved i forvejen for Tottenham og Antonio Conte, at man skulle spille med i Uefas tredjebedste europæiske klubturnering, Conference League.
At holdet så taber 1-2 til slovenske NS Mura torsdag aften højner bestemt ikke den nylig tilkomne cheftræner Antonio Contes tiltro til holdet.
- Efter tre uger er jeg begyndt at forstå situationen. Det er ikke så lige til.
- I øjeblikket er niveauet for Tottenham ikke særlig højt, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tottenham kom tidligt i kampen bagud 0-1. Anfører Harry Kane udlignede i 72. minut, men langt inde i tillægstiden satte Amadej Marosa den i kassen for NS Mura, der vandt kampen.
Tottenham skal nu sandsynligvis slå franske Rennes i den sidste gruppekamp for at komme videre til slutspillet, hvis ikke andre resultater går londonklubbens vej.
Men niveauet er ikke højt i Tottenham. Og den nye cheftræner skal bruge god tid, før han kan rette op på det.
- Nogle tror måske, at en ny træner kommer, og at bare fordi Conte (Antonio, red.) har vundet titler før, er jeg en slags tryllekunstner. Den eneste tryllekunst, jeg kender, er at knokle, siger italieneren.
- At medbringe arbejdsvillighed, villighed til at blive bedre og at forstå mine metoder og mine idéer om, hvordan fodbold skal spilles. Men det må forstås, at det kræver tid, siger han.
Antonio Conte har nydt stor succes med flere af de hold, som han har trænet. Han bragte det italienske landshold til live efter flere års utilstrækkelighed. Inden det havde han vundet den italienske Serie A med Juventus.
Han vandt både den bedste engelske fodboldrække, Premier League, og den hjemlige pokalturnering FA Cup med Tottenhams londonrival, Chelsea.
Kort efter at han blev fyret i Chelsea, drog han hjem til Italien, hvor han med Inter vandt klubbens første mesterskab i mere end et årti.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet