Conte langer ud efter Arteta: Drop dine brokkerier
Antonio Conte kunne række armene i vejret, da Tottenham torsdag bankede Arsenal. Foto: David Klein/Reuters
Antonio Conte mener, at Mikel Arteta ofte brokker sig og opfordrer ham til at lægge fokus andetsteds.
Tottenham-manager Antonio Conte er ikke imponeret af Arsenal-manager Mikel Arteta.
Torsdag vandt Tottenham med 3-0 over Arsenal, og efter opgøret var Mikel Arteta rasende over, at dommeren først gav Tottenham et straffespark og siden udviste Rob Holding - alt sammen i første halvleg.
- Hvis jeg siger, hvad jeg tænker, bliver jeg udelukket i seks måneder. Jeg ved ikke, hvordan man lyver, så jeg foretrækker at lade være med at sige, hvad jeg tænker.
- Det er en skam, for det var en smuk kamp, der blev ødelagt, sagde Mikel Arteta efter opgøret.
Udtalelserne faldt Antonio Conte for brystet. Italieneren stak til den 40-årige spanier, der indledte sin managerkarriere med jobbet i Arsenal i december 2019.
- Mikel Arteta er en virkelig god træner, indledte Antonio Conte.
- Han er næsten lige begyndt på det her job, og jeg synes, at jeg ofte hører ham brokke sig. Jeg synes, han bør koncentrere sig mere om sit hold, og at han skal stoppe med at brokke sig, lød det fra Antonio Conte.
Rob Holding blev smidt ud efter to gule kort, som ifølge Conte var helt efter bogen.
- Det røde kort var helt tydeligt for mig. Glem ikke, at jeg ikke sagde noget som helst om situationen med Fabinho i Liverpool-kampen, siger en selvtilfreds Conte om Tottenhams forrige kamp, hvor Liverpools Fabinho svingede en albue i hovedet på Heung-min Son uden at blive smidt ud.
Det er måske ikke så underligt, at bølgerne går højt mellem de to klubber. De kommer begge fra det nordlige London og er kæmpestore rivaler.
Derudover slås de om Premier Leagues fjerdeplads, der udløser en billet til næste sæsons Champions League-gruppespil.
Med sejren torsdag halede Tottenham ind på Arsenal, som lige nu er på fjerdepladsen. Ét point adskiller de to mandskaber inden de sidste to runder i Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker