Contes fyring kostede Chelsea en formue
Antonio Conte var Chelsea-manager i to sæsoner. I dag står han i spidsen for topholdet Inter i den italienske Serie A. Foto: Ian Kington/Ritzau Scanpix
Ian Kington/Ritzau Scanpix
Det kostede næsten en kvart milliard at komme af med den tidligere mestertræner Antonio Conte.
Det kan være en dyr omgang at skille sig med en fodboldtræner, mens kontrakten stadig løber.
Det mærker de i den engelske storklub Chelsea, der kom til at punge heftigt ud for fyringen af manager Antonio Conte og dennes assistenter i sommeren 2018.
Ifølge The Guardian viser Chelseas regnskab, at klubben i alt betalte 26,6 millioner pund i kompensation og advokatregninger for at komme af med trænerteamet.
Det svarer til 233 millioner danske kroner.
Antonio Conte kom til klubben i 2016 og førte den til det engelske mesterskab i sin første sæson.
Året efter blev det kun til en femteplads, hvilket betød at Chelsea ikke kom i Champions League.
Selv om holdet vandt FA Cuppen, var det ikke nok til at redde italieneren, der blev fyret et år før kontraktens udløb sammen med sit medbragte støtteteam på 11 mand.
I alt har Chelsea betalt 90 millioner pund - svarende til 790 millioner danske kroner - i kompensation efter trænerfyringer, siden Roman Abramovich overtog ejerskabet i 2004.
Klubben er da også vant til flittig udskiftning på managerposten. Contes afløser, Maurizio Sarri, holdt kun en enkelt sæson, inden han tog tilbage til Italien for at træne Juventus.
I stedet har den mangeårige Chelsea-spiller Frank Lampard nu ansvaret for holdet. Lampards kontrakt løber frem til sommeren 2022.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde