Copenhagen Hockey var ét sekund fra tiltrængt sejr
Man kan godt have en lille smule ondt af Copenhagen Hockey. AL-Bank Ligaens jumbohold havde inden fredagens runde ikke vundet sine seneste ni kampe i træk, men lå til endelig at hente den første sejr siden 7. december.
Københavnerne førte inden tredje periode med 3-2 i hjemmekampen mod Odense Bulldogs og havde fået alle tre point, hvis ikke fynboernes Zach Tarkir havde udlignet i tiden 59.59 minutter.
Og for at gøre ondt værre sørgede Blaz Gregorc med sin scoring i ekstratiden for, at hjemmeholdet endnu engang blev snydt for sejrssangen. Det var Copenhagens tredje overtidsnederlag i de seneste seks kampe.
I Vojens lignede det længe en jævnbyrdig topkamp mellem Sønderjyske og Aalborg.
Efter de to første perioder førte sønderjyderne kun 1-0, men så tog de for alvor fat i de sidste 20 minutter med yderligere fire scoringer i en periode, der også bød på et par slagsmål. Sejren blev på 5-0.
Aftenens runde bød derudover på to lokalopgør. I Rødovre vandt hjemmeholdet klart med 5-1 over Herlev Eagles, og i Esbjerg var det gæsterne fra Herning, der vandt 4-1.
Ligaen føres fortsat af Frederikshavn White Hawks, som trods en kampfri fredag fører med fem point til nærmeste forfølger.
Nordjyderne har spillet 32 kampe af de 40, som grundspillet består af.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde