Cornelius bliver matchvinder for Tyrkiets tophold

Andreas Cornelius (th.) har scoret ti ligamål i sæsonen. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix

Med sit tiende sæsonmål sørgede Andreas Cornelius for, at Trabzonspor øgede forspringet i den tyrkiske liga.

Offentliggjort Sidst opdateret

Andreas Cornelius fortsætter med sin gode sæson i tyrkiske Trabzonspor.

Fredag scorede den tidligere FCK-angriber det eneste mål i ligakampen mod Yeni Malatyaspor midtvejs i første halvleg.

Det var hans tiende ligamål i sæsonen, og Cornelius er nu på andenpladsen på ligaens topscorerliste - kun overgået af serbiske Aleksandar Pesic, der har scoret 11 gange.

Trabzonspor fører den bedste tyrkiske række efter 20 kampe. Der er ti point ned til Konyaspor, mens Basaksehir og Fenerbahce følger efter.

Cornelius har haft fin succes for Trabzonspor, siden han i sommer skrev under på sin aftale med klubben.

To ophold er det tidligere blevet til i FC København, mens han i udlandet har været på kontrakt hos Cardiff, Atalanta, Bordeaux og Parma før skiftet til Trabzonspor.

Cornelius har ifølge transfermarkt.com kontrakt med den tyrkiske topklub frem til sommeren 2025.

I sommer var han en del af det danske landshold, som nåede hele vejen til EM-semifinalen. I alt har landsholdskarrieren budt på 36 kampe og 7 mål.