Cornelius: Jeg er blevet en mere komplet spiller
Andreas Cornelius legede med bolden, da fodboldlandsholdet lørdag trænede i Cluj i Rumænien. Holdet møder søndag Rumænien i VM-kvalifikationen. Foto: Polfoto/Lars Poulsen
Polfoto/Lars Poulsen
FC København-angriberen Andreas Cornelius trives fint med, at han har udsigt til at starte inde mod Rumænien.
Nicolai Jørgensen og Kasper Dolberg er rejst hjem med skader, så det bliver formentlig Andreas Cornelius, der skal starte inde som frontangriber mod Rumænien.
Pludselig er det FC København-angriberen, alle snakker om, når talen falder på Danmarks angreb i søndagens VM-kvalifikationskamp i Cluj.
- Det har jeg det fint med. Det kan jeg godt lide. Så mærker jeg lidt ekstra spænding, når folk forventer, at jeg skal præstere, siger Cornelius.
I løbet af de seneste år har Cornelius forbedret sit spil, så det ikke kun er mål og styrken på hovedstød, han kan byde ind med.
- Jeg har udviklet mig til at være en lidt mere komplet spiller. Tidligere havde jeg de samme spidskompetencer og var god i feltet og scorede mange mål. Det var de ting, jeg levede på.
- I dag kan jeg flere ting. Det gør, at når jeg ikke lige scorer, og jeg ikke lige viser mine spidskompetencer, så kan jeg stadig bidrage med en masse ting, siger Cornelius.
Landstræner Åge Hareide har især lagt mærke til Cornelius i de europæiske kampe, som FCK har spillet i denne sæson.
- Andreas har vist internationalt niveau hos FCK. Han er en angriber, der skal levere, og han lever med presset. Sådan er det at være landsholdsspiller.
- Jeg er ganske rolig, for jeg har set nogle gode træninger. Jeg tror, at rumænerne skal arbejde rigtigt hårdt for at slå os, og så må vi se, om Andreas er i stand til at lave mål, siger Hareide.
Hareide minder også om, at Danmark råder over andre formstærke angribere som Martin Braithwaite og Lasse Vibe, der i øjeblikket får masser af spilletid i henholdsvis Toulouse og Brentford.
Derudover er FC Nordsjælland-topscoreren Marcus Ingvartsen efterudtaget til truppen, hvor også Celta Vigos kantspiller Pione Sisto figurerer.
Landstræneren har lagt sig fast på startopstillingen, men han vil ikke afsløre, hvordan Danmark stiller op i søndagens kamp, der begynder klokken 20.45.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde