Cornelius redder et point til FCK i overtiden

FC Københavns imponerende stime med ni sejre i træk blev fredag aften brudt, da Superligaens førerhold spillede uafgjort 2-2 mod FC Midtjylland på MCH Arena.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hjemmeholdets Petter Andersson scorede to gange - ét på hver side af pausen - mens FCK's Cesar Santin reducerede og Andreas Cornelius udlignede kort før tid.

FC København stillede op i deres Europa Cup-opstilling, som den populært kaldes, med Daniel Jensen som offensiv midtbanespiller bag Andreas Cornelius som den enlige angriber.

Det kontrollerende udgangspunkt skinnede igennem på banen, hvor de to hold var meget afventende med meget spil centralt på banen og mange sjuskede fejlafleveringer fra begge sider.

Der skulle gå 20 minutter, før spændingsniveauet første gang rykkede sig på MCH Arena i Herning. Men Daniel Jensen misbrugte fra kanten af det lille felt.

Efterfølgende tog hjemmeholdet så småt over og skabte flere farlige chancer efter dødbolde. Både Kristian Ipsa og Sylvester Igboun havde hovedstødsmuligheder tæt på mål, men misbrugte.

Symptomatisk for kampen, der var præget af mange sjuskefejl, faldt Anderssons første scoring efter et meget langt indkast, der fik lov at lande helt inde omkring det lille felt.

Her fik svenskeren over to omgange fumlet bolden over stregen og dermed sørget for FC Midtjyllands pauseføring på 1-0.

Efter pausen pressede FC København på for en udligning og især Cornelius havde flere store muligheder.

Landsholdsspilleren ramte stolpen på et skud fra kanten af feltet og var to gange alene med hjemmeholdets målmand Jonas Lössl, men bolden ville ikke ind.

I stedet udnyttede FC Midtjylland et dårligt udspark fra FCKs målmand Johan Wiland. Tre spillere slog en hurtig kontra, som endte med, at Andersson kunne heade en 2-0-føring i mål.

Bedste som kampen synes afgjort reducerede indskiftede Santin for gæsterne et kvarter før tid, mens Cornelius udlignede på et flot hovedstød i dommerens tillægstid.

/ritzau/