Corona afblæser Formel 1-grandprix i Kina næste år
Der skal heller ikke køres Formel 1 i Kina i 2023. Dermed bliver det fire år i træk, at der ikke afholdes et Formel 1-løb i landet, som senest lagde asfalt til motorsportens kongeklasse i 2019, som billedet er fra. Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix
Der var planlagt et Formel 1-grandprix i Kina i april næste år, men det bliver ikke til noget alligevel.
Formel 1-grandprixet i Kina i 2023 er aflyst på grund af coronasituationen i landet. Det oplyser Formel 1 på sin hjemmeside.
- Det kinesiske Grand Prix i 2023 vil ikke finde sted på grund af de nuværende problemer, som er forårsaget af coronapandemien, skriver Formel 1.
Formel 1 arbejder på at finde en alternativ løsning, så den nu ledige dato i april, kan udfyldes på anden vis.
En løsning er ikke på plads endnu, men der vil komme informationer, når der er nyt at berette, oplyser Formel 1.
Senest, der blev kørt et Formel 1-løb i Kina, var i 2019. Det var før, coronapandemien brød ud.
Ved den lejlighed vandt Mercedes-køreren Lewis Hamilton foran sin daværende holdkammerat, Valtteri Bottas, og Sebastian Vettel, som dengang kørte for Ferrari.
Coronasmitten er stigende flere steder i Kina. I et land med 1,4 milliarder indbyggere, hvor folk lever tæt, kan øget smitte hurtigt føre til fyldte hospitaler.
Det kan også føre til en kraftig stigning i antallet af coronarelaterede dødsfald, ikke mindst fordi mange ældre har valgt ikke at lade sig vaccinere.
Samtidig vil Xi Jinping, Kinas leder, for alt i verden ikke ødelægge billedet af det, han kalder en vellykket coronastrategi.
I øjeblikket er der demonstrationer i Kina, fordi mange er utilfredse med de hårde coronarestriktioner i landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker