Corona-aflyst atletik-VM gør vejen til OL svær for dansk løber

22-årige Lobo Vedel har sammen med holdkammerater sat tider indendørs og udendørs på 4x400 meter, der er blandt de hurtigste på verdensplan i 2019. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Løberen Benjamin Lobo Vedel havde udset sig atletik-VM i Kina til at indsamle point til OL-kvalifikationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det dødelige coronavirus får konsekvenser for den danske 400-meter løber Benjamin Lobo Vedel.

VM i indendørs atletik, der skulle have været afholdt fra 13. til 15. marts, er nemlig blevet rykket et år frem i tiden på grund af frygten for virusset.

Det kan gå ud over danskerens OL, da VM skulle være brugt til at indsamle point til kvalifikationen.

- VM var et led i jagten på denne her OL-kvalifikation, så i forhold til at score de point, der skal til for at kvalificere mig, skal vi til at tænke på en anden måde, siger han til TV2 Sport.

Atletik-VM skulle have været afholdt i den kinesiske by Nanjing, der ligger cirka 300 kilometer fra Wuhan, hvor virusset menes at stamme fra.

- Det er en ærgerlig følelse, men man kan ikke være ked af det, for det er jo af gode grunde, siger 22-årige Vedel, der stadig har et mål om at komme til OL og vinde medalje.

Ifølge Dansk Atletik var han den eneste dansker, der skulle have deltaget i VM i indendørs atletik.

Det indendørs VM var udset til at være et af de løb, hvor Vedel skulle indsamle point til at opnå OL-kvalifikationen. Derfor må løberen nu revurdere sin plan.

Det fortæller landstræner i sprint- og hækkeløb, Mikkel Larsen, der til dagligt træner Benjamin Lobo Vedel.

- En af de gode muligheder er væk, men omvendt er det ikke noget, der skal panik i forhold til, at det ikke kan lade sig gøre.

- Nu skal vi bare tænke lidt anderledes. Der er masser af muligheder, siger han til Ritzau.

Torsdag erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) virusudbruddet i Kina for en international sundhedskrise.

Fredag oplyser sundhedsmyndigheder i Kina ifølge AFP, at dødstallet fra virusudbruddet nu er oppe på mindst 212 personer.

Desuden er der på landsplan bekræftet 1982 nye tilfælde, hvormed det samlede antal smittede nærmer sig 10.000.