Corona holder fem City-spillere ude af Chelsea-kamp
Manchester Citys Kyle Walker er en af de fem spillere, der i øjeblikket er ramt af coronavirus og ude af betragtning til ligakampen mod Chelsea. (Arkivfoto) Foto: Phil Noble/Reuters
Phil Noble/Reuters
Trods coronasmitte hos Manchester City og Chelsea ser søndagens Premier League-kamp ud til at skulle spilles.
Manchester City må klare sig uden fem spillere i søndagens Premier League-kamp ude mod Chelsea.
De fem afbud skyldes, at spillerne er testet positive for coronavirus. Det oplyser Manchester City-manager Pep Guardiola fredag ifølge Reuters.
Spanieren nævner ikke noget om, hvilke spillere der er ramt af coronavirus.
25. december oplyste City, at angriberen Gabriel Jesus og forsvarsspilleren Kyle Walker var testet positive. Det samme var to af klubbens ansatte i staben.
I mandags - 28. december - fik City efter yderligere coronasmitte i truppen udsat en ligakamp ude mod Everton.
Guardiola vil ikke sætte navne på de tre spillere, der er føjet til coronalisten, men kalder dem "tre vigtige spillere".
- Jeg tror ikke, at Premier League vil tillade os at sætte navne på spillerne, men I finder ud af det i morgen (lørdag, red.), siger Guardiola til journalister.
City var interesseret i at spille kampen mod Everton, og Guardiola var i kontakt med Everton-manager Carlo Ancelotti. Det endte dog med, at kampen blev udsat af sundhedsmæssige årsager.
- Vi havde nok spillere til at stille op mod Everton, og vi ønskede at spille, men med flere smittetilfælde på kampdagen informerede vi Premier League, og jeg ringede personligt til Carlo Ancelotti for at forklare situationen.
- Dagen før fik vi at vide, hvad der kunne ske, og hvad risikoen var. Nu er træningsanlægget desinficeret.
- Forhåbentlig vil de næste test vise, at alle er negative, og de positive tilfælde vil kunne komme tilbage uden problemer, siger Guardiola.
Hos Chelsea er der også et par smittede personer, men de er ikke en del af spillertruppen, oplyser manager Frank Lampard.
Han mener, at spillerne kan føle sig sikre, og at det ikke er nødvendigt at udsætte søndagens kamp mod City.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker