Coronakrisen får Randers til at droppe Superligaens ældste
Johnny Thomsen spillede sin første superligakamp i april 2006. Dengang repræsenterede han Sønderjyske. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Randers skal spare penge og vil derfor ikke forlænge kontrakten med 38-årige Johnny Thomsen.
Johnny Thomsen er i gang med sin sidste sæson som superligaspiller for Randers FC.
Hans kontrakt udløber ved udgangen af juli, og selv om begge parter egentlig var indstillede på at forlænge aftalen, har klubben nu valgt at kassere den 38-årige back.
Randers FC skal nemlig spare penge på grund af coronakrisen, og derfor bliver Randers og Thomsen nødt til at gå hver til sit. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Vi så gerne, at Johnny skulle fortsætte, for han betyder stadigvæk meget både på og uden for banen. Det fremtidige sportslige budget gør dog, at vi ikke kan forlænge aftalen.
- Det er virkelig ærgerligt, for Johnny har vist, at han trods sin alder sagtens kan være med på det højeste niveau, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.
Den tidligere landsholdsspiller har spillet for Randers FC siden vinteren 2012, og efter mere end otte år i den kronjyske klub havde han forestillet sig en anden afslutning.
- Det var ikke lige måden, jeg havde tænkt mig at slutte af på i den klub, som over årene har udviklet sig til at blive min klub. Kunne jeg have valgt en anden sæson som min sidste i Randers FC, så kunne jeg godt have fundet et par stykker, der havde været bedre.
- Især set i lyset af denne mærkelige coronatid med en lang pause og ingen tilskuere på stadion, for jeg ærgrer mig virkelig over at slutte på den her måde, hvor jeg ikke kan tage ordentlig afsked med de fans, der har betydet meget for mig i min tid i klubben, siger Johnny Thomsen.
Han ved ikke, om han fortsætter sin aktive karriere, men han "holder alt åbent".
Johnny Thomsen er den ældste spiller, der har fået spilletid i Superligaen i denne sæson. Da han fredag aften spillede 77 minutter i 2-4-nederlaget til Esbjerg, var han 38 år og 107 dage.
Han har spillet 329 kampe i Superligaen og scoret tre mål. Alle mål blev scoret for Sønderjyske. I løbet af sine mere end otte år i Randers har han kun scoret i en pokalkamp.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde