Coronaramt sæson koster Liverpool flere hundrede millioner
Liverpool vandt mesterskabet i England, men led også et stort økonomisk tab i sæsonen 2019/20. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Phil Noble/Ritzau Scanpix
Sæsonen 2019/20 frem til 31. maj resulterede i et blodrødt regnskab for fodboldklubben Liverpool.
Sæsonen 2019/20 gav Liverpool det første engelske mesterskab i 30 år, men økonomisk var det et sløjt år.
Af regnskabet frem til 31. maj sidste år, som Liverpool tirsdag har offentliggjort på sin hjemmeside, fremgår det, at klubben fik et underskud på 46 millioner britiske pund før skat svarende til cirka 394 millioner kroner.
Året forinden lød overskuddet i Liverpool på 42 millioner pund, hvilket svarer til 359 millioner kroner før skat i den nuværende kurs.
Da regnskabet kun løber til slutningen af maj sidste år, er det kun den første del af coronapandemien, som kan aflæses af regnskabet.
Alligevel kan konsekvensen tydeligt ses, påpeger driftsleder i Liverpool Andy Hughes.
- Det viser de første økonomiske konsekvenser af pandemien og den betydelige nedgang i de vigtigste indtægtskilder.
- Vi befandt os et solidt sted økonomisk frem til pandemien, og siden den i regnskabet omtalte periode har vi håndteret vores udgifter effektivt og navigeret gennem en hidtil uset periode, siger han til klubbens hjemmeside.
Liverpool oplevede en nedgang i medieindtægter på mere end 500 millioner kroner. Samlet set faldt omsætningen med knap 368 millioner kroner.
Der var også færre indtægter på kampdage, mens de kommercielle indtægter steg betydeligt, lyder det på klubbens hjemmeside.
Premier League-sæsonen var på pause fra marts til juni sidste år. Da ligaen vendte tilbage, holdt Liverpool fast og tog guldet.
I denne sæson ser det sportsligt mere sløjt ud. Holdet er på sjettepladsen i den engelske liga og er ude af alle andre turneringer.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub