Coronavirus har skabt bølgegang i event-kalenderen
Danmark var i 2020 vært for to internationale sportsarrangementer. I december lagde Herning og Kolding halgulv til håndbold-EM for kvinder. Derudover blev der afholdt EM i sportsdans i Aarhus. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sport Event Denmark, der er med til at hente og afvikle sportsarrangementer, har haft et anderledes år.
Danmark har igennem de senere år løbende sikret sig værtskabet for en lang række store sportsbegivenheder.
Sport Event Denmark har dog landet færre arrangementer de seneste ti måneder end vanligt.
Coronapandemien har ifølge direktør Lars Lundov betydet, at der har været mindre at byde ind på i 2020. Flere budprocesser er blevet udsat.
- Mange internationale forbund har været lagt ned.
- Deres begivenheder har været berørt af coronasituationen, og det ene arrangement efter det andet er blevet annulleret eller udsat. Det har skabt en kalendergymnastik af den anden verden.
- Forbundene har ikke lige haft overskud til at tænke på, hvor eksempelvis et VM i 2025 skal foregå, siger Lars Lundov.
Inden coronakrisen for alvor nåede at brede sig, lykkedes det i februar Sport Event Denmark og Dansk Håndbold Forbund at lande VM i herrehåndbold i 2025 i samarbejde med Norge og Kroatien.
Hen over sommeren fik man også fingre i en event i SailGP, der kommer til Aarhus i 2021. Nogenlunde samtidig kunne man også skrive VM i kørestolsrugby i 2022 og VM i banecykling i 2024 i kalenderen.
Senere har man også haft succes med bud på VM i landevejscykling for amatører i 2024 og VM i BMX i 2025.
Lars Lundov er vant til at rejse verden rundt for at præsentere de danske bud, men sådan har det ikke været i år.
- Det vundne bud under coronapandemien er trukket til Danmark uden fysisk tilstedeværelse. Det har været vanskeligt at vedligeholde og udbygge det internationale netværk. Min sidste udlandsrejse var eksempelvis helt tilbage i begyndelsen af marts, siger direktøren.
I et besværligt år præget af coronarestriktioner er det også lykkes at afholde et par begivenheder på dansk grund - blandt andet EM i kvindehåndbold i Herning og Kolding i december.
- Her fik DHF, de to værtsbyer og fantastiske frivillige flot afviklet hele slutrunden, efter at Norge sprang fra med kort varsel. Tre måneder tidligere blev der også afviklet et EM i sportsdans i Aarhus.
- Så vi fik afviklet de to arrangementer, få blev helt annulleret og langt hovedparten af de planlagte events i 2020 er blevet udsat til senere, siger Lundov.
- Det betyder, at der fortsat vil blive afholdt store sportsevents i Danmark, og det vil blandt andet gavne erhvervslivet og oplevelsesøkonomien, som om nogen er hårdt ramt. Så der er noget at se frem til, siger han.
Det gælder blandt andet det delte værtskab for EM i fodbold og hold-VM i badminton, de såkaldte Thomas Cup og Über Cup. Både fodbold-EM og badminton-VM er skubbet fra 2020 til 2021.
Tour de France-starten i Danmark blev desuden rykket fra 2021 til 2022.
- Vi er nødt til at være optimistiske og tro på, at det, der er i kalenderen i 2021, bliver gennemført.
- Vi er måske lidt heldige, da vi skal helt frem til juni, før vi har den første event i Danmark.
- I løbet af det første halve år kan vi håbe på, at vaccinen har en bredtfavnende effekt, og så kommer foråret jo også, og det kan betyde, at smittetrykket vil dale, så vi kan afvikle det hele på noget, der ligner normal vis.
- Men det er klart, at især fodbold EM med titusindvis af tilskuere kan blive udfordret, siger Lundov.
Event-direktøren er dog overbevist om, at danskerne er klar til at komme ud for at se sport på topplan.
- Jeg tror afgjort, at lysten er der. Det gælder i hele verden. Jeg tror, at folk længes efter at samles om noget - og det kunne være en stor sportsbegivenhed, siger han.
Lars Lundov tror heller ikke på, at coronapandemien får betydning for Danmarks chancer for at lande store sportsbegivenheder i fremtiden.
- Jeg tror bestemt ikke, at corona har slået os tilbage. Vi er ikke de eneste, der har været ramt af corona. Jeg ved, at vores konkurrenter er i samme situation.
- Modsat kan der faktisk argumenteres for, at Danmark måske har styrket sin position efter den meget vellykkede afvikling af EM i kvindehåndbold under særdeles vanskelige omstændigheder, siger eventchefen.
Seneste artikler
15-årig sigtet for spritkørsel
Wammen: Omfattende politirokade skyldes henlæggelse af sager
Allan Blak varsler politianmeldelse: - Holger har skadet mit omdømme
Energinet flytter over 32.000 kunder til nye elleverandører
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Brand i kendt grillbar
Hedebølgen er over Sydhavsøerne