Craig Bellamy bliver ny walisisk landstræner
Jobbet som walisisk landstræner bliver Craig Bellamys første cheftrænerjob på seniorplan.
Den tidligere angriber Craig Bellamy er ny mand i spidsen for det walisiske landshold.
Det oplyser Det Walisiske Fodboldforbund på sin hjemmeside.
- Det er en stor ære for mig at få muligheden for at lede mit land. Det er det stolteste øjeblik i min karriere, siger Bellamy.
- Det har altid været min ultimative drøm at blive walisisk landstræner, og jeg er klar til udfordringen.
Wales smed i juni Robert Page på porten efter to sløje testkampe. Først spillede waliserne 0-0 mod Gibraltar, inden de tabte hele 0-4 til Slovakiet.
Forinden havde holdet misset EM-kvalifikation, da det i playoffkampen blev til et nederlag til Polen efter straffesparkskonkurrence.
Det er det første cheftrænerjob på seniorniveau til 44-årige Bellamy. Han kommer fra en rolle som assistenttræner i engelske Burnley.
Som spiller blev det til 78 kampe på det walisiske landshold og 19 scoringer.
Klubkarrieren blev i høj grad brugt i Premier League for blandt andet Newcastle, Cardiff og Liverpool.
I alt blev til 294 kampe og 80 scoringer i den bedste engelske række.
Hans første opgave i spidsen for Wales bliver to Nations League-kampe til september. Her venter Tyrkiet og Montenegro.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned