Curth om guldkamp mod FCM: Det er lidt mærkeligt
Jeppe Curth afgjorde søndag topkampen i Aalborg mellem AaB og FC København, da han med sin sene hovedstødsscoring sikrede en 2-1-sejr til nordjyderne.
Resultatet betyder, at AaB sammen med FC Midtjylland har lagt afstand til de resterende guldbejlere. AaB har nu syv point ned til Brøndby og FCK, mens førerholdet FC Midtjylland har hele ni point ned til de sjællandske stormagter.
Derfor står Jeppe Curth, der i efteråret var lejet ud til FC Midtjylland, i en situation, hvor han kan være med til at sparke guldet væk fra det mandskab, han var med til at spille til tops før jul.
- Jeg vil sige, at jeg nok er en af dem, der har størst chance for at komme i toppen af ligaen denne sæson.
- Det er sgu lidt mærkeligt. Jeg tænker ikke på det i hverdagen, andet end jeg føler, at jeg har haft en god sæson for to mandskaber, siger Jeppe Curth.
I næste spillerunde skal AaB stå over for netop FC Midtjylland i Herning, og Jeppe Curth kan derfor se frem til et gensyn med sine tidligere holdkammerater.
- Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, men jeg har spillet i AaB i ni år, så det ville være endnu mere mærkeligt, hvis det var den modsatte vej, siger den tidligere superligatopscorer.
Jeppe Curth blev i FC Midtjylland primært brugt på den centrale midtbane. I AaB har han haft svært ved at tilspille sig en startplads i angrebet, hvor Lukas Spalvis og Rasmus Jönsson har stået foran i køen.
Om de også gør det, når AaB møder FC Midtjylland i næste spillerunde, må tiden vise.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker