Cykelchef: Droppede Saxo-danskere har kendt risikoen

Sportschefen i Danmarks Cykle Union, Lars Bonde, er skuffet og ærgerlig over, at Bjarne Riis og hans sportsdirektører har udtaget et Tour de France-hold hos Saxo-Tinkoff uden danskere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og selv om rytterne er særdeles godt kørende og bestemt har fortjent en Tour de France-billet, mener han også, at de på sin vis selv er ude om det.

- De har hele tiden kendt risikoen. Bjarne Riis har aldrig påstået, at det giver en fribillet til Touren at være dansker på et dansk hold.

- Han går til enhver tid efter at stille med det, han mener er det bedste hold. I år har det hele tiden handlet om Alberto Contador og det bedste hold omkring ham. Og det må man have respekt for.

- Andre steder er det en fordel at være national. Euskaltel er det bedste eksempel, men også hos det tidligere Rabobank-hold var det en fordel at være hollænder, og der skal vel også være en vis andel af belgiere hos Lotto Belisol, siger Lars Bonde.

Sportschefen håber, at rytterne nu vil vende perspektivet mod andre opgaver.

- Jeg håber, at for eksempel Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen kommer til at køre Vuelta a España, og at de så kommer topskarpe til VM.

/ritzau/