Cykelholdet EF ønsker at trække sig fra italienske løb
Cykelholdet EF har skrevet et brev til UCI og bedt om lov til at trække sig fra de kommende italienske løb.
De italienske cykelløb Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo venter lige om hjørnet, og de seneste udmeldinger er gået på, at løbene afvikles som planlagt.
Men det er ikke alle hold, der er med på den plan. Det skyldes frygten for coronavirus, skriver velonews.com.
Det amerikanske cykelhold EF ønsker at trække sig fra løbene, har holdet meddelt i et brev til RCS Sport, der arrangerer World Tour-løbene, samt David Lappartient, præsident i Den Internationale Cykelunion (UCI).
Avisen The Wall Street Journal skrev tirsdag om ønsket fra EF og refererer, hvad der stod i brevet.
Det handler blandt andet om, at sundhedsmyndighederne i USA har frarådet alle unødvendige rejser til Italien.
- Vi mener, at det er bedst at følge dette råd og gøre alt, hvad vi kan for at holde vores stab og ryttere raske og hjælpe med at sikre, at de ikke risikerer at overføre virusset, skriver EF ifølge Wall Street Journal.
Holdet efterlyser en plan for at afvikle løbene sikkert og er åbne for at deltage i løbene på et senere tidspunkt.
Mandag kom RCS Sport med en meddelelse til alle holdene.
- Vi ønsker at understrege, at alle løb bliver afviklet, skrev RCS Sport til holdene.
Generelt har cykelholdene bombarderet arrangørerne med spørgsmål og tvivl om afviklingen.
Strade Bianche køres efter planen på lørdag, Tirreno-Adriatico afvikles 11.-17. marts, mens Milano-San Remo løber af stablen 21. marts.
David Lappartient oplyste søndag, at det er de nationale myndigheder, der træffer den endelige afgørelse.
Lappartient støtter beslutningen om at gennemføre de italienske løb, og indtil videre har italienske myndigheder ikke pillet ved cykelløbene.
I sidste uge blev UAE Tour aflyst inden de to sidste etaper på grund af frygt for coronavirus.
To italienere fra staben på et af holdene var smittet med coronavirus, og tirsdag kom det frem, at yderligere fire personer, der var en del af cykelløbet UAE Tour, er smittet.
- De seks personer med coronavirus inkluderer to russere, to italienere, en tysker og en colombianer, skriver myndigheder i De Forenede Arabiske Emirater ifølge velonews.com.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde