Cykellegende tror på Fuglsang i Paris-Nice

Cykelrytteren Jakob Fuglsang har det, der skal til for at vinde forårets første store etapeløb, Paris-Nice, der begynder søndag.

Det mener den tidligere toprytter og nuværende ekspertkommentator på Eurosport, ireren Sean Kelly.

- Han kunne udmærket gøre det rigtigt godt i årets løb. Han er en strålende etapeløbsrytter, og den lange enkeltstart er til hans fordel, siger Kelly til Ekstra Bladet.

Løbet er lavet en lille smule om i år, hvor der ikke køres nogen prolog, men hvor enkeltstarten så altså er gjort længere.

Det er guf for en mand som Fuglsang, der både kan køre mod uret og er stærk i bjergene.

Danskerens Leopard-Trek-mandskab stiller dog med fire gode bud på en samlet vinder i løbet. Ud over Fuglsang er der tale om tyske Linus Gerdemann, belgieren Maxime Monfort og luxembourgeren Fränk Schleck.

Sportsdirektør Kim Andersen vil ikke på forhånd udpege, hvem der skal køres for i løbet.

- Vi har fire mand, der kan gøre det godt, så det bliver svært for de andre hold at kontrollere os, siger han til avisen.

/ritzau/

Irske Sean Kelly har fidus til, at Jakob Fuglsang kan levere et stort resultat i etapeløbet Paris-Nice.

Offentliggjort Sidst opdateret