Cykelunion åbner sag om Vinokourov-snyd

Den internationale cykelunion (UCI) har officielt åbnet en sag på baggrund af en påstand fra 2011 i et schweizisk medie om, at cykelrytteren Alexandre Vinokourov købte sig til sejren i den belgiske klassiker Liege-Bastogne-Liege i 2010.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kasakheren vandt løbet foran den tidligere Saxo Bank-rytter Alexandr Kolobnev, som ifølge magasinet L'Illustre solgte sejren til Vinokourov.

- UCI bekræfter, at det fra politiet i Padua har modtaget dele af undersøgelsen, der kaster tvivl over Alexandre Vinokourovs sejr i Liege-Bastogne-Liege 2010, siger en UCI-talsmand til cyclingnews.com.

- Da sagen først kom frem i L'Illustre, var der ikke beviser nok til at åbne en sag. I dag, efter vi har modtaget papirerne fra Padua, har UCI besluttet at åbne en undersøgelse officielt.

De to ryttere er blevet bedt om at komme til Schweiz for at forklare sig i sagen.

Alexandre Vinokourovs sejr i klassikeren var et opsigtvækkende comeback for den kasakhiske cykelrytter, der havde afsonet en karantæne for doping.

Kasakheren har tidligere afvist påstanden i de schweiziske medier.

- Jeg har aldrig gjort sådan noget i min karriere. Jeg har altid kæmpet for at vinde, sagde Alexandre Vinokourov i 2011 ifølge cyclingnews.com til magasinet.

Kolobnev og Vinokourov lå i udbrud sammen i finalen i Liege-Bastogne-Liege 2010, og kort før mål kørte kasakheren væk fra russeren.

- Jeg kunne ikke følge med ham, sagde Kolobnev dengang.

/ritzau/