DAHLSTRØM OVERTAGER DE UNGE BJØRNE-RESERVER

Lars Dahlstrøm overtager posten som træner for Nykøbing FC's Sjællandsseriehold. Arkivfoto: Jan Knudsen

Den rutinerede træner afløser Joachim Wagner som cheftræner for Nykøbing FC's Sjællandsseriehold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bredde- og ungdomsafdelingen i Nykøbing FC har fået en større trænerrokade til at gå op i en højere enhed, således at stort set alle trænerposter til den kommende sæson nu er besat.

Lars Dahlstrøm, der det sidste års tid har fungeret som afløser for den sygemeldte Thomas Slosarich på klubbens U/19-holdet, overtager på permanent basis Nykøbing FC's andethold i Sjællandsserien, hvor han afløser Joachim Wagner.

Dermed kommer den nye træner til at arbejde med mange af de spillere, han kender, når de rykker op fra U/19-truppen til Sjællandsserieholdet.

Lars Dahlstrøm har i flere år arbejdet som koordinator i Nykøbing FC's ungdomsafdeling, ligesom han har en bred erfaring udi trænerjobbet.

Han var gennem flere sæsoner træner for B.1921 i Danmarksserien og har sågar også snuset til 1. division, idet han gennem nogle uger afløste Jesper Tollefsen på det daværende Lolland-Falsters Alliancens sidste dage i 1. division i 2009.

Siden har Dahlstrøm også gennem et par sæsoner været cheftræner i Døllefjelde og vundet LF-serien med markedsbyens bedste hold.

Joachim Wagner fik kun en enkelt sæson med andetholdet, som kun var et skrivebordsnederlag fra play off-kampe om oprykning til Danmarksserien.

Wagner er dog langt fra færdig i Nykøbing FC. Han overtager i stedet klubbens U/17-drenge, der i den forgangne sæson havnede midt i rækken på en tiendeplads i U/17 Drenge Divisionen. Wagner tager Mathias Olsen med som assistenttræner - dog af gode grunde ikke som aktiv på banen.

Emil Strand Hansen, der senest havde U/17-holdet, rykker med flere spillere op og overtager NFC's U/19-hold i Drenge Divisionen.

Marc Bakager Galthéen fortsætter som U/15-træner, mens Claus Rossing og Dennis Numelin bytter række, så Rossing får ansvaret for U/14-holdet og Numelin for U/13-holdet.