De glemmer nok ikke Camilla Dalby lige foreløbig i det franske målvogterteam. Med otte kanonhug i Danmarks sejr på 24-16 over Frankrig ved VM i kvindehåndbold pillede Randers-backen i den grad glansen af gallernes bagstoppere.
Dalby lavede faktisk fem danske mål i træk i første halvleg, hvor opskriften næsten var den samme hver gang - et tørt svirp op i et af målhjørnerne.
- Når man har medgang, kører det jo derudaf. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle skyde oppe i målet, og det passer godt til mig, lyder hendes forklaring på den fornemme præstation.
Selvfølgelig gik det ikke ubemærket hen over den franske træner Olivier Krumbholz, der i anden halvleg satte mandsopdækning på højrebacken. Det generede det danske opspil så meget, at Frankrig var tæt på at udligne. Camilla Dalby selv var nu ikke nervøs.
- Det var bare et spørgsmål om tid, før vi fik styr på det igen. Mavefornemmelsen og vores udstråling sagde mig, at vi nok skulle trække det længste strå til sidst, siger hun.
Med yderligere to point er vejen nu åbnet for dansk deltagelse i mellemrunden, og Dalby tror da også på det.
- Brasilien har vi spillet en del kampe mod, og dem har vi overtaget på. Sverige kender vi fra ligaen af, og derfor bliver det nok en kamp, der bliver lige så tæt som mod tyskerne. Men går det, som vi håber, så kan vi stå med maksimumpoint i mellemrunden, og det ville jo være helt fantastisk, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker