Randers HK er ifølge Camilla Dalby bedre end Metz. Derfor har højrebacken svært ved at fatte lørdagens nederlag i Frankrig på 20-25, der betyder, at Randers HK er færdige i Champions League.
Efter 12-12 ved pausen ramlede det hele sammen i anden halvleg.
- Jeg står med en bitter følelse lige nu.
- Vi er et bedre hold end Metz, og det har været en kæmpe drøm og mål for klubben og spillerne at være med i Champions League efter jul. Så det er hårdt lige nu, siger Camilla Dalby.
Randers-spilleren prøver at forklare, hvad der gik galt.
- Første og anden halvleg er som nat og dag. Det fungerer rigtig godt i første halvleg, men efter pausen brænder vi for mange 100 procents chancer.
- Hvis vi havde puttet dem i mål, så er jeg sikker på, at det var os, der havde jublet og ikke Metz.
- Jeg havde en god mavefornemmelse inden kampen, for jeg mener, at vi er et bedre hold end Metz. Men det var vi bare ikke på dagen, siger Dalby.
Franskmændene vandt også i Randers for en måned siden. Dengang lød sejren på 27-26 efter en fransk scoring i sidste sekund.
- Det var også bittert, at de scorede på det dumme vip i sidste sekund i Randers. Havde vi fået det ene point i den kamp, ville vi være videre.
- Nu skal vi rejse os. Vi har en vigtig kamp mod Viborg på onsdag, hvor vi kan spille os i pokalfinalen. Arbejdet begynder allerede i bussen på vej hjem fra Frankrig.
- Den næste drøm skal ikke blive ødelagt, fordi denne drøm er bristet, siger Camilla Dalby.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker