Dallas Mavericks' sæson lider nyt knæk med skade til profil

Det så ikke godt ud, da Kyrie Irving i opgøret mod Sacramento Kings tog sig til sit venstre knæ, og nu har de bange anelser holdt stik. Foto: Sam Hodde/Ritzau Scanpix

Basketspilleren Kyrie Irving har revet korsbåndet i sit venstre knæ over og kan se frem til en længere pause.

Offentliggjort Sidst opdateret

2025 har indtil videre ikke været NBA-holdet Dallas Mavericks' år.

Natten til tirsdag dansk tid led basketballholdets sæson et nyt knæk, da profilen Kyrie Irving i slutningen af første periode mod Sacramento Kings måtte udgå med, hvad der lignede en alvorlig skade.

Og de bange anelser holdt stik.

ESPN skriver, at den 32-årige vævre tekniker har revet korsbåndet i sit venstre knæ over.

Irvings skade kommer oven på en skidt periode for Dallas-mandskabet, der tabte opgøret til Sacramento Kings med 98-122 og blot har vundet en ud af de seneste fem NBA-kampe.

Det har betydet, at holdet fra Texas er gledet ned på en tiendeplads i den vestlige konference og balancerer på randen af slet ikke at være en del af kampen om slutspilspladserne.

Kyrie Irving har indtil videre i denne sæson været en af holdets vigtigste spillere og står noteret for 24,7 point i snit per kamp.

Dallas Mavericks var i starten af februar en del af en chokhandel i NBA, da holdet sendte en af ligaens allerstørste stjerner i form af Luka Doncic til Los Angeles Lakers i en historisk byttehandel, hvor man blandt andre fik profilen Anthony Davis retur i handlen.

31-årige Davis er en af ligaens bedste forsvarsspillere, men han har gennem hele sin karriere ofte været skadespladet, og i hans debut for Dallas Mavericks 8. februar fik han en lyskeskade, som har holdt ham ude lige siden.

Dallas Mavericks' fans var heller ikke tilfredse med, at holdet valgte at sende Doncic væk, og det har siden ført til flere protester.

Særligt general manager Nico Harrison har været skydeskive for fansenes utilfredshed, og det har resulteret i flere tilråb i forbindelse med holdets hjemmekampe.

Doncics skifte væk fra Dallas gav mere ansvar til Irving i angrebet, og da Davis' ankomst indtil videre langtfra har været en succes, har den resterende del af Dallas' sæson dystre udsigter.

/ritzau/