Daniel Jensen jagter landsholdsudtagelse

Werder Bremen-spilleren Daniel Jensen, som netop er vendt tilbage på træningsbanen efter seks måneders skadespause, håber meget på, at han bliver udtaget til det fodboldlandshold, der i næste måned spiller de vitale VM-kvalifikationskampe mod Sverige og Ungarn.

- Jeg føler, at jeg kan være med, men jeg mangler selvfølgelig noget kamptræning og den spillerytme, som jeg havde inden skaden. Så det er op til træneren at kigge på, hvad det betyder, men som spiller vil jeg gerne være med hver gang, siger Daniel Jensen, der har været ukampdygtig med en skade i akillessenen.

Om Daniel Jensen, som normalt danner den centrale midtbane på landsholdet med Christian Poulsen, skal i kamp for at blive udtaget til truppen på tirsdag i næste uge, vil den assisterende landstræner, Peter Bonde, ikke røbe.

- Hans fodboldtiming skal naturligvis tilbage på sporet, men er han kampklar og uden smerter, så er han interessant for os, ingen tvivl om det. Vi har ikke sagt, at han skal spille et vist antal minutter inden landskampene, men det ville være dejligt, hvis han får noget kamppraksis, så første gang han tager kamptrøjen på efter skaden, ikke bliver mod Sverige, fortæller Peter Bonde.

Daniel Jensen kan nå et spille fire kampe for Werder Bremen inden de to landskampe, som begge spilles i Parken henholdsvis den 10. og 14. oktober.

/ritzau/

Fodboldspilleren Daniel Jensen er tilbage efter næsten seks måneders skadespause, og han håber på udtagelse til landskampene mod Sverige og Ungarn.

Offentliggjort Sidst opdateret