Daniel Jensen tager sidste landsholdsplads

Daniel Jensen er med, når Morten Olsen og det danske landshold rejser til Østrig, hvor Danmark på onsdag spiller en træningskamp forud for VM i Sydafrika til sommer. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

- Pladsen har været holdt åben til Daniel Jensen, som med indskiftningen på sit klubhold, Werder Bremen, i eftermiddagens Bundesligakamp mod Mainz har bekræftet, at han er klar til topfodbold, skriver DBU.

Daniel Jensen var sidste år skadet i seks måneder og var således ikke med i de afgørende VM-kvalifikationskampe for Danmark. Werder Bremen-spilleren nåede dog at få spilletid i træningskampene mod Sydkorea og USA i november.

Landstræner Morten Olsen har ikke lagt skjul på, at hvis Daniel Jensen skulle med i truppen til landskampen mod Østrig, så ville det kræve spilletid i enten torsdagens Europa League-opgør mod hollandske Twente eller i lørdagens Bundesliga-dyst mod Mainz.

Med de sidste 10 minutter på banen i Werder Bremens 2-1-sejr over Mainz levede 30-årige Daniel Jensen lige akkurat op til kravet fra landstræneren.

/ritzau/

Werder Bremen-spilleren Daniel Jensen er blevet udtaget til fodboldlandsholdet, som på onsdag møder Østrig i en træningskamp.

Offentliggjort Sidst opdateret